En måde at få grisene godt videre over den svære periode omkring fravænning kan være at give dem mælk.

Det kom frem ved et møde på Agerskov Kro i tirsdags. Et møde, hvor DLG i samarbejde med Svinevet i Haderslev havde valgt at sætte spot på, hvordan man får grisene godt frem til 15 kilo.

- Ja, for har grisen først nået 15 kilo, går resten jo næsten af sig selv, pointerede flere af mødets talere.

Fagkonsulent i DLG, Alice Toft Bruun, og dyrlæge Pia Conradsen, Svinevet kom flere gange ind på en udenlandsk undersøgelse, som dokumenterer langtidseffekten af at give mælk i ganske få dage omkring fravænning.

Grise skal lære at æde

- Grisene, der fik mælk to dage inden fravænning og fire dage efter fravænning, havde en gennemsnitlig tilvækst den første afgørende uge efter fravænning, der var næsten dobbelt så høj - 217 gram mod 131 gram hos de grise, de ikke havde fået mælk. Men læg mærke til, at der var tale om en langtidseffekt:

- De første fem uger efter fravænning lå tilvæksten på 458 gram pr. dag mod 424 gram hos de grise, der ikke havde fået mælk, påpegede Pia Conradsen, der understregede, at grisene endda – med 7,9 kilo - var i en god vægtklasse for en fravænningsgris

De første fire af DLG's i alt syv møder med fokus på at få grisene godt frem til 15 kilo er allerede afholdt i samarbejde med henholdsvis LVK i Vrå, Danvet i Horsens og Bårse, samt Svinevet i Agerskov i tirsdags.

Men for de, der endnu ikke har været til at møderne, er der stadig mulighed for det ved et af de tre resterende møder, som er gratis, men som kræver tilmelding til DLG.

Det første afholdes i samarbejde med Porcus på Fyn på mandag den 27. juni, det næste på tirsdag den 28. juni på Bornholm i samarbejde med Danvet og endelig på onsdag den 29. juni i Vildbjerg i samarbejde med Vet-team.

Læs mere fra mødet i Agerskov tirsdags i Svinefokus i Effektivt Landbrug fredag.