Musik, mælk og fællesskab: Festival får støtte fra over 4.000 køer
Når Danmark Dejligst Festival løber af stablen, bliver det med en helt særlig slags støtte i ryggen – nemlig fra over 4.000 malkekøer og deres ejere. Det er muuuuligvis landets mest kreative sponsoraftale.

Festivalen er gratis og 100 procent frivilligt drevet.
En ny og ganske unik sponsoraftale har sikret, at 19 lokale mælkeproducenter hver især støtter festivalen Danmark Dejligst i den sønderjyske landsby Brøns med 10 kroner pr. ko.
Bag aftalen står mælkeproducenterne Jan Toft Nørgaard og Søren Møller, der har fået kollegaerne med på idéen. Og det handler ikke kun om mælk og musik – det handler om fællesskab.

- Der er mange køer i de tre sogne, derfor har det også været fedt at møde den opbakning fra kollegaer til at bidrage. Det handler om fællesskab. Fællesskab os mælkebønder imellem, men også stolthed over at kunne bidrage til, at frivillige kan arrangere en festlig dag for alle, til gavn for de tre lokale sogne, siger Søren Møller.
Festivalen, der finder sted den 26. juli, er gratis og 100 procent frivilligt drevet. Den er kendt for kolde fadøl, god stemning og musik i høj kvalitet – og for at bringe livemusik ud til områder, hvor det ellers sjældent sker. Sidste år blev overskuddet brugt på et festtelt til over 200 personer, og i år er der indkøbt køleskabe og frysere til fri afbenyttelse ved lokale fester og i klubhuse.
Ikke kun godt for knoglerne
Mælkebønder er måske ikke det første, man forbinder med musikfestivaler, men uden dem ville der hverken være mælk i køleren eller penge til højtalerne. Og som Jan Toft Nørgaard siger med et smil:
- Vi plejer jo at sige, at mælk er godt for knoglerne – men nu kan vi også sige, at det er godt for ørerne!

Festivalens bestyrelse har i år også arbejdet for at give alle sponsorer – store som små – mere synlighed på pladsen. For uden dem, ingen festival. Og uden de 130 frivillige, der knokler før, under og efter, heller ingen fest.
- Jeg er en stolt formand, for det har siden 2018 været en årlig tilbagevendende fornøjelse at mærke den lokale opbakning. Både frivillige, sponsorer og publikum fortæller os at vi har fat i noget rigtigt, når vi afholder Danmark Dejligst i de tre sogne på skift, understreger formand for foreningen, Flemming Pedersen.

Stærkt fællesskab
Så når musikken spiller på Tingvej 40 i Brøns, er det ikke kun takket være artisterne på scenen – men også takket være køerne i staldene og det stærke lokale fællesskab, der bakker op om en dag fyldt med musik, grin og kolde fadbamser.