Velkommen til DM i pløjning 2021

Lørdag den 30. oktober er der DM i pløjning. I år på arealerne omkring Rokkedahl Landbrug ved Nibe og igen endelig med publikum.

Sidste år måtte DM afholdes uden tilskuere på grund af corona-restriktioner. Derfor er glæden over at kunne holde DM, som man plejer, særlig stor i år.

- Vi er meget glade for, at folk igen kan komme og opleve vores sport og samtidig se, hvad LandboUngdom er. Vi har stablet et rigtig godt DM på benene, som man kan glæde sig til at opleve, fortæller Jacob Neimann, der er formand for styregruppen.

Dette års DM afholdes af LandboUngdom Region Aalborg.

LU-, veteran- og skolepløjere

Danmarksmesterskabet bliver i år afholdt som et endagsstævne og er åbent for LU-, veteran- og skolepløjere.

Skolepløjerne har særskilt mulighed for at træne dagen før stævnet. Her stiller årets værter Rokkedahl Landbrug en mark til rådighed, hvor de unge pløjere kan pudse evnerne af, inden konkurrencen går i gang.

Konkurrencepløjning foregår i både stubjord og i grønjord. I hver kategori bliver pløjerne vurderet ud fra 12 forskellige faktorer på en skala fra 1-10. Pløjeren med den højeste samlede score i sin klasse vinder. Det er blandet andet flækning, sammenkastet, fuernes retning og pakning, der bliver vurderet.

Rokkedahl Landbrug er værter

Rokkedahl Landbrug lægger jord til plovene.

Rokkedahl Landbrug er førende i produktion af velfærdskyllinger, som de sælger til en lang række danske supermarkeder samt udvalgte restauranter og slagtermestre. De driver derudover også 1.800 hektar økologisk planteavl.

Skulle publikum under mesterskabet få lyst til at kigge på andet end traktorer, kan de få indblik i Rokkedahls kyllingeproduktion, da der bliver holdt åben stald. Her kan de besøgende komme helt tæt på kyllingerne.

- Vi har oplevet enorm stor gæstfrihed hos Rokkedahl, og vi er rigtig glade for at samarbejde med dem om DM. Så vi sætter også stor pris på, at vi kan tilbyde publikum at komme ind i Rokkedahls besøgsstald, siger Jakob Neimann.

Maskinhuset og værkstedet hos Rokkedahl Landbrug skifter for en dag navn til Plovkroen, når pladsen omdannes og pyntes op til spise- og hyggested for både deltagere og publikum. Der bliver udstillingsplads for sponsorerne, og så bliver det også her, at vinderne kan træde op på vinderskamlen ved konkurrencens afslutning.

S. D. Kjærsgaard er hovedsponsor

Når DM i pløjning slår sine folder i Nibe, bliver det med S. D. Kjærsgaard og Case IH som hovedsponsor.

Motivationen for at støtte netop DM i pløjning er klar for Case IH-forhandleren S. D. Kjærsgaard, som i år er hovedsponsor til DM i pløjning.

- Når der er nogle unge mennesker, der vil noget inden for landbruget, så er det også vigtigt, at vi som virksomheder er med til at støtte op om dem. Derfor har vi valgt at blive hovedsponsor for DM i pløjning i år, fortæller René Thyrresen fra S. D. Kjærsgaard.

S. D. Kjærsgaard har ikke været sponsor ved DM i pløjning før, men de glæder sig til at kunne være med til at bidrage til sporten og kunne være med på dagen, hvor man også vil kunne opleve flere af deres produkter, blandt andet Danmarks mest solgte traktor to år i træk, Case Puma 240 og den nyeste model, som netop er landet, en Case IH Optum 300.

S. D. Kjærsgaard har afdelinger i Vrå, Frejlev, Hornslet, Karlslunde og på Bornholm.

Læs også