150 fik Velas-vink til vækstsæsonen
Rekordregn i januar og ændret bytteforhold mellem prisen på kvælstof og korn var blandt temaerne, da der ved Velas Planteforum 2023 i Vissenbjerg blev givet et bud på, hvordan planteavlerne får fuld valuta for den dyre gødning.

Ikke mindre end 150 fynske landmænd deltog ved Velas Planteforum 2023 i Vissenbjerg. Til højre planteavlskonsulent Anders Sigersted. Fotos: Erik Hansen
De første gyllevogne og gødningsspredere har været ude i rapsmarkerne. Men de fleste planteavlere har måttet væbne sig med tålmodighed efter de rekordstore nedbørsmængder i løbet af december og ikke mindst i januar måned.
- Trods det, at rapsen blev sået i ekstrem tørke i august, og enkelte fynske rapsmarker ligefrem blev opgivet og tilsået med korn, så er rapsen kommet sig så godt, at der de fleste steder står en veludviklet, kraftig afgrøde, som trænger til den første gødskning, lød vurderingen fra planteavlskonsulent Anders Sigersted ved Velas Planteforum den 8. februar i Vissenbjerg.
Over for de 150 fremmødte fynboer gennemgik hans kollega, Lenette Broksø Iversen, de udfordringer, som både det våde vintervejr og de høje gødningspriser giver her, hvor foråret så småt banker på.
Ekstraordinær udvaskning
- Både kvælstof og svovl, og måske også bor er udvasket ekstraordinært. Det står afgrøderne og mangler, her hvor afgrøderne begynder at vokse. Men hvornår bliver jorden tjenlig at køre på, det er det store spørgsmål. Endvidere er der efterafgrøderne og deres optag af kvælstof at tage hensyn og bestik af.
- Derfor er det afgørende at få bestemt behovet, både her i foråret og for at kunne korrigere i sæsonen.
Samtidig pegede Lenette Broksø Iversen på det historisk dårlige bytteforhold mellem gødningsprisen og merudbyttet, altså mellem kroner pr. kg N og kroner pr. kg kerne.
- Kvælstofnormen skal man som udgangspunkt gerne nå. Men når prisen på gødning og afgrødeprisen stikker af, så er det økonomiske N-optimum og normen ikke længere identisk. Hidtil har der været et bytteforhold på 6,3 kg korn til at betale 1 kg kvælstof. Dette bytteforhold er nu nærmere 10 kg.
Jord- og gylleprøver
For at finde frem til, hvor meget kvælstof, der skal til for at opnå udbyttet, og hvor meget af kvælstoffet planterne allerede har optaget, pegede Lenette Broksø Iversen på udtagning af jordprøver i god tid inden gødskning og muligheden for at følge satellitmålingerne helt ned på markniveau på Landmand.dk, både hvad angår biomassen og kvælstofbehovet løbende i sæsonen.
Velas-konsulenten understregede videre vigtigheden af at kende indholdet af kvælstof, når det gælder gylle i gødningsplanen, for at ramme den optimale tilførsel.
- Når gødningsplanen udarbejdes, sker det ud fra et normindhold, beregnet i MarkOnline. Men især ved brug af gylle fra flere besætninger og gylletanke og ved modtaget gylle er det vigtigt at få taget gylleanalyser. Derved har man en bedre indikator for, hvad man har med at gøre.
Men også udbringningstidspunkt og metoden har en afgørende indvirkning på markeffekten, påpegede Lenette Broksø Iversen og viste undersøgelser af, hvordan tørstofindholdet påvirker ammoniakfordampningen. For slangeudlagt svinegylle var fordampningen 15 procent, ved kvæggylle 27 procent og 29 procent ved afgasset gylle.
Fosfor koster
Endelig kom hun også ind på problematikken omkring fosfor. Dels kendes fosforbalancen ofte ikke i mange forpagtede arealer, og generelt er fosfor altid et dyrt stof.
- Når kornet koster noget, er prisen for fosfor alt for høj i forhold til prisen på korn. Og omvendt, pointerede hun og gav et par gode råd til at konstatere fosformangel. Det afsløres blandt andet ved lillafarvede plantestængler, antal sideskud, kornanalyser eller ved et »fosforkryds« i marken, hvor der spredes tripelsuperfosfat. Til det formål var der lagt poser til fri afbenyttelse på bordene.
Ved Velas Planteforum 2023 var der desuden aktuelt nyt inden for planteværn i korn, raps og frø og en plantefaglig café med fire aktuelle stande om henholdsvis præcisionsjordbrug, jagt og natur i CAP-reformen, markbrugets klimaaftryk samt tilpasning af gødningsplanen gennem foråret. Aftenen sluttede af med en markedsorientering for korn, raps og gødning fra AgroMarkets.