Weekenden den 11. og 12. november inviterer Dansk Veteran Traktor Klub til udstilling og stumpemarked på Gram Slot.
Dansk Veteran Traktor Klub, DVTK, er arrangør sammen med Gram Slot, der danner de flotte rammer, når de lørdag den 11. november og søndag den 12. november inviterer til veterantraktor-udstilling, modeludstilling og stumpemarked.
Der er ikke valgt et tema for årets udstilling, men man kan komme med sin traktor, entreprenørmaskine, motor eller landbrugsmaskine, modeller, samt andre ting der relaterer til klubbens virke, lyder det fra arrangørerne, der samtidig oplyser, at det kræver tilmelding at være med som udstiller.
Der stilles ikke krav om, at materialet skal være nyrestaureret, dog skal det være funktionsdygtigt og i pæn og ren stand. Der må kun køres ind i hallen på gummihjul. Der må maksimalt være fem liter brændstof i tanken. Stelkablet skal afmonteres, når køretøjet er på plads i hallen.
Da det er både i centerets og klubbens interesse, at opbakningen bliver så stor som muligt vil stadepladser for alle være gratis.
Andre klubber med samme interesser som DVTK er velkommen til at have en stand på udstillingen.
For publikum vil der være mulighed for at opleve det hele. Der kræves dog entré for at komme ind og se alle herlighederne. Begge dage foregår det fra klokken 10.00 – 16.00.