Selvom biogas, der leveres gennem naturgasnettet, ikke udleder CO2, er det alligevel pålagt CO2-afgift. Biogas Danmark opfordrer regeringen til at ændre reglerne, så vognmænd, der tanker biogas, ikke straffes på pengepungen.
Biogas rummer et enormt potentiale for at reducere CO2-udledningen i den tunge transport, men lige nu bliver vognmænd straffet rent økonomisk, hvis de vælger at tænke – og tanke – grønt. Man skal nemlig betale cirka 25 procent mere i afgifter, hvis man vælger biogas frem for diesel som brændstof i en lastvogn.
- Der er behov for enorme CO2-reduktioner i den tunge transport. Biogassen kan yde et stort bidrag, men det kræver, at staten ikke straffer vognmændene på pengepungen, hvis de vælger det klimavenlige alternativ, siger Henrik Høegh, der er formand for Biogas Danmark.
Paradoks
Biogas, der leveres gennem naturgasnettet, er pålagt CO2-afgift, selv om CO2-udledningen er nul. Vognmanden betaler derfor 100 procent CO2-afgift for biogas, men kun 93 procent CO2-afgift for diesel, da der her er iblandet 7 procent biodiesel, som der ikke betales CO2-afgift for.
Samtidig bruger biogasdrevne lastbiler og varebiler cirka 20 procent mere energi pr. kørt km end dieselkøretøjer. Da brændstofafgiften er den samme pr. energienhed for gas og diesel, koster de biogasdrevne køretøjer 20 procent mere i brændstofafgift.
Råber politikerne op
Brancheorganisationen Biogas Danmark anbefaler derfor, at politikerne giver afgifterne et grundigt eftersyn i de aktuelle forhandlinger og tilpasser afgifterne, så en lastvogn på biogas koster samme afgifter som fortsat anvendelse af diesel. Dermed kan en justering af afgifterne gennemføres, uden at det kommer til at koste staten tab af indtægter.
- Biogas uden støtte er formentlig den økonomisk mest optimale vej til store CO2-reduktioner i den tunge transport. Biogaslastbilerne kører allerede i stort tal i udlandet, så vi kan bare gå i gang med det samme, siger Henrik Høegh.
Derfor har brancheforeningen udarbejdet en strategi bestående af fire punkter, der skal sikre, at det er attraktivt at vælge det bæredygtige alternativ.
daniel@agrinews.dk
telefon +45 24 64 58 55
Forslag fra Biogas Danmark
- At reducere brændstofafgiften på gas til transport med 20 procent, hvilket vil ligestille biogaslastbiler og -varebiler med dieseldrevne køretøjer
- At biogas til transport fritages for CO2-afgift
- At biogasdrevne varebiler fritages for udligningsafgift – eller får et CO2-nedslag i samme niveau – hvilket vil sikre en afgiftsmæssig ligestilling med de dieseldrevne varebiler
- At indføre et CO2-fortrængningskrav, som vil sikre, at CO2-udledningen gradvist reduceres fra brændstof, der leveres til transportsektoren
Kan sænke CO2-udledning med en million tons
En ny opgørelse viser, at biogas kan reducere udledningerne fra varebiler og lastbiler med op mod en million tons i 2030. Det svarer til cirka 25 procent af CO2-udledningen fra den tunge transport, oplyser Biogas Danmark.
- Vi har i Danmark et enormt potentiale for at producere bæredygtig biogas på basis af husdyrgødning, affald og restprodukter, og vores analyser viser, at vi kan producere rigeligt biogas til både industrien, den danske energiforsyning og transportsektoren, siger Henrik Høegh.
Ifølge formanden kan 10.000 biogaslastbiler og 75.000 biogasdrevne varebiler levere en samlet CO2-reduktion på en million tons i 2030.
Opløftende
Udmeldingen kommer efter, at Biogas Danmark har analyseret en rapport om biogaspotentialet i Danmark, som Syddansk Universitet har udarbejdet for Energistyrelsen. Rapporten viser, at der er et potentiale for 94 petajoule bæredygtig biogas baseret på husdyrgødning og restprodukter fra husholdninger, industri og landbrug.
Det har Biogas Danmark sammenholdt med anbefalingerne fra regeringens klimapartnerskaber for at finde ud af, hvor meget biogas klimapartnerskaberne efterspørger. Regeringens klimapartnerskaber anbefaler, at der anvendes cirka 50 petajoule biogas i 2030.
- Konklusionen er, at biogassektoren kan levere næsten dobbelt så meget biogas, som klimapartnerskaberne efterspørger. Dermed er der et stærkt grundlag for at kanalisere mere biogas ind i den tunge transport, hvor el indtil videre ikke slår til, fastslår Henrik Høegh.
db