BIOGAS Initiativtagerne til mødet var Martin Lambert Pedersen, formand for Bioenergi Syd, Erling Christensen, formand for Sønderjysk Biogas og Peter Høj, formand for Midtfyns Biogas.

Repræsentanterne fra leverandørforeningerne var alle meget enige om, at det er ”5 minutter i 12” med at få repræsenteret og organiseret landbruget som én samlet enhed og én stemme på biogasområdet.

-  Klima og bæredygtighed er på tidens dagsorden, og biogas er et helt centralt instrument i landbrugets bidrag til løsningerne. Det er således vigtigt, at vi får bedre økonomisk afregning for biomasserne, men også at klimaregnestykket godskrives de enkelte leverandører, siger Peter Høj, og fortsætter:

- Vi landmænd står foran større klimainvesteringer, som skal betales.

 

Udbygning går stærkt

- Udbygningen af biogas går samtidig utroligt stærkt i disse år og mange landmænd står foran at skulle tage stilling til forskellige leverandørkontrakter fra biogasanlæg, som typisk er ejet af forskellige energikoncerner. Det er her vigtigt, at landmænd får tryghed - og at der sikres optimale betingelser i aftalerne, siger Martin Lambert Pedersen, og tilføjer:

- Vi skal som landmænd også tage vores samfundsansvar og sikre, at så meget biomasse som muligt fremover kommer igennem et biogasanlæg på den mest bæredygtige måde, siger Martin Lambert Pedersen.

Man vil således samle formændene fra de forskellige leverandørforeninger. De har nu etableret et forretningsudvalg og tilknyttet en sekretær og rådgiver. De vil udvikle det yderligere i den kommende tid, hvor de vil støtte de enkelte leverandørforeninger i forbindelse med beslutninger og forhandlinger i forbindelse med leverandørforhold, fortæller sammenslutningen.

 

Vigtigt med sammenslutning

-  Sammenslutningen skal alene varetage landbrugets interesser og være vores talerør. Vi vil samarbejde med alle øvrige aktører som fx Landbrug & Fødevarer, Seges, universiteter, biogasbranchen og energiselskaberne. Vi har alle et fælles mål om at løfte biogassen til nye højder, siger Erling Christensen.

- Flere leverandørforeninger har allerede kontaktet os og vil gerne med i sammenslutningen, og dem vil vi hver især tage dialog med som del af det videre arbejde. Vi står allerede som samlet stærk enhed nu, men vi vil gerne have flere leverandørforeninger med her fra starten, siger Erling Christensen.