Historien om zinkens indtog i danske smågrisestalde: Pioneren Aage gav som den første zink til smågrise

Det var husmand Aage Jakobsen fra Kalundborg, der i 1970’erne var først til at introducere ekstra zinkoxid som værn mod smågrisediarre. Siden spredte metoden sig og blev også videnskabeligt dokumenteret, inden den blev forbudt i 2022.

Svineproducent Aage Jakobsen (f. 1930) ved Kalundborg begyndte i 1973 at fravænne grise ved 3-ugers alderen efter engelsk forbillede.

Men svineproducenten blev hurtigt klar over, at det krævede en anden type foder, end man sædvanligvis kunne skaffe i Danmark. På det tidspunkt skortede det på dansk viden om foder til tidligt fravænnede smågrise, idet den normale fravænningsalder i Danmark var omkring otte uger.

Derfor købte Aage sit smågrisefoder i England, hvor man allerede var vant til at håndtere tidligt fravænnede smågrise. Foderet blev leveret af firmaet TucksFit, som Aage også havde forhandlingen af i Danmark i en periode.

Zink gjorde underværker

Selvom der var tale om en lukket blanding, fandt Aage Jakobsen ud af, at foderet blandt andet indeholdt højere mængder C-vitamin og zink, end man var vant til i Danmark, og at det gjorde underværker i forhold til at holde de tidligt fravænnede grise sunde og livskraftige.

Så da en af hans store kunder, Jørgen Laursen Vig (formand for Landsforeningen for Danske Svineproducenter (1982-1986) samt Landsudvalget for Svin (1990-1996), på et tidspunkt ringede til ham og spurgte, hvad han skulle gøre ved diarre hos smågrisene, så lød Aage Jakobsens råd, at han skulle prøve at give dem ekstra zink. Jørgen Laursen Vig, der allerede havde spurgt adskillige dyrlæger og rådgivere til råds, ringede tilbage 10 uger senere og sagde tak for rådet, der helt havde løst problemet.

Det var den første spæde introduktion af høje doser zink til danske smågrise. Effekten mod diarre blev herefter i stigende omfang praktiseret i dansk svineproduktion, undersøgt og videnskabeligt dokumenteret for til sidst at blive forbudt i 2022.

Serie om Aage Jakobsens bedrifter

Denne artikel er nummer 3 af 4 opslag i en artikelserie baseret på eksklusive interviews med Aage Jakobsen (f. 1930) og hans bedrifter, som han selv har fortalt dem til Effektivt Landbrug.

Aage Jakobsen var op igennem 1960’erne og 1970’erne en væsentlig drivkraft bag moderniseringen af en dengang forældet dansk svineproduktion, som dermed forvandledes til den effektive svineproduktion, som vi kender den i dag med blandt andet fikserede søer, tidlig fravænning, flerracekrydsninger og standardiseret modulbyggeri.

En stadig større flok forandringsvillige svineproducenter, der bakkede op om Aage Jakobsens synspunkter og virkelyst, dannede i 1974 Landsforeningen af Danske Svineproducenter.

Det har desværre ikke været muligt at lade alle personer, der optræder i artiklerne, komme til orde, idet en del af dem er døde, men omtalerne af personerne og omstændighederne er forsøgt verificeret så godt som muligt.

Blå bog

Aage Jakobsen f. 1930

1957 Etablerer sig på 8 hektar sandjord i Illerup ved Kalundborg

1959 Solvejg og Aage Jakobsen bliver gift

1963 Ser fikserede søer (Protekta-systemet) for første gang på studietur til Sverige

1964 Etablerer Danmarks første farestier med farebøjler og kanaler til flydende gødning

1965 Genindfører yorkshire i dansk svineavl, da han tager en yorkshireorne med hjem fra Sverige i bilens bagagerum. Hermed begynder han som den første i Danmark at krydse landracen med yorkshire

1966 Bygger landets første Protekta-slagtesvinestald

1970 Opretter byggefirmaet Protekta A/S

1971 Først til at importere hampshiresæd fra England

1972 Aages kunder danner interessefællesskabet Protekta-foreningen

1973 Først til at fravænne ved 3 uger (normalen var ca. 8 uger)

1974 Landsforeningen af Danske Svineproducenter udspringer af Protektaforeningen, og Aage bygger landets første klimastald til tidligt fravænnede grise

1976 Begynder som den første at dyrke majs til modenhed til svinefoder

1977 Køber gård i Canada

1977 Først til at importere duroc-avlssvin til landet

1980-1982 Eget privatslagteri i Kødbyen i København

1987 Først til at importere tapioka til svinefoder

1988 Tapioka-import fører til oprettelsen af Danske Svineproducenters eget grovvareselskab 3S

2000 Protekta-gården og den canadiske farm overtages af sønnerne Anders og Morten

Læs også