Den danske slagterikoncern Danish Crown har været udsat for meget kritik igennem de seneste måneder. Det har betydet flere ændringer i koncernen, hvor Niels Duedahl blandt andet er ny adm. direktør.
Trods kritikken har Danish Crown satset 800 millioner kroner i et stort anlagt comeback på det britiske marked med etableringen af en ny baconfabrik med 300 ansatte i Rochdale ved Manchester. Den nye fabrik er dog blevet stærkt forsinket, skriver erhvervsmediet Finans.
Mediet skriver, at investeringen er blevet kaldt Danish Crowns største i England, og at staten har hjulpet med en lånegaranti på 500 millioner kroner. Den skulle have været i drift inden sommeren 2024, men nu er forventningen i stedet, at fabrikken er i fuld drift i slutningen af året.
- Det er korrekt, at indkøringen af vores nye baconfabrik i Rochdale er blevet forsinket med omkring fem måneder. Det skyldes blandt andet forsinkelse i leveringen og installationen af nogle maskiner, skriver Jens Hansen, pressechef i Danish Crown, i et svar til Finans.
Det stort anlagte comeback i Storbritannien har været undervejs siden 2022, og som en del af etableringen har slagterikoncernen indgået en køberkreditgaranti på en halv milliard kroner med Danmarks Eksport- og Investeringsfond (Eifo).
Den nye baconfabrik er på 30.000 kvadratmeter og er ifølge Danish Crown etableret med topmoderne udstyr og hver uge skal der slices og pakkes 900 ton bacon fra fabrikken.
DC får statslig garanti for en halv milliard kroner på bacon-fabrik i England