Går yderligere 5,6 mio. tilbage: Høje omkostninger og renter presser stor dækkoncern

Den store importør og distributør af dæk, NDI Group A/S, er for nyligt kommet ud med nyt regnskab. Og selvom toplinjen er steget, er man imidlertid gået tilbage på overskuddet fra 15,2 millioner til 9,5 millioner kroner.

Nedturen hos den Brørup-baserede dækimportør NDI Group A/S fortsætter i det netop afsluttede regnskabsår.

Trods en stigning på omsætningen fra 1,08 milliarder kroner til 1,23 milliarder, har resultatet efter skat fortsat i nedadgående retning. Her er årsresultatet faldet fra 15,1 millioner kroner i regnskabsåret 2022/23 til 9,5 millioner kroner i 2023/24 – et fald svarende til 36,8 procent.

Ifølge ledelsesrapporten har årets resultat været særligt påvirket af, at efterårs- /vintermånederne 2023 var præget af tilbageholdenhed på flere nordiske markeder.

- Selskabet har i andet halvår indhentet en væsentlig del af den forventede afsætning, men har dog generelt oplevet et højt omkostningstryk og høje renteniveauer. Med baggrund i årets hændelser anser ledelsen årets resultat for tilfredsstillende, skriver ledelsen.

Man understreger samtidig, at udfordringerne på transport fra Asien til Europa syd om Afrika har antaget en mere permanent karakter, hvilket kan øge usikkerheden som følge af høje transportomkostninger og valutakurspåvirkninger.

Egenkapitalen hos NDI Group ender på 390 millioner kroner og har forholdt sig på et stabilt niveau i forhold til regnskabsåret før.

Læs også