60 mio. kroner: Dansk biosolutionssektor får økonomisk indsprøjtning
Regeringen og Folketingets partier har afsat 60 millioner kroner til at etablere test-, udviklings- og demonstrationsfaciliteter inden for biosolutionssektoren. Det er et vigtigt skridt i den grønne omstilling.

Erhvervsminister Morten Bødskov på erhvervsbesøg. Foto: Erhvervsministeriet
Regeringen og Folketinget investerer nu 60 millioner kroner i test-, udviklings- og demonstrationsfaciliteter inden for biosolutions. Målet er at styrke danske virksomheders konkurrenceevne i en hastigt voksende global sektor og fremme den grønne omstilling.
Danmark har allerede en stærk position inden for klima- og miljøvenlige biosolutions, men især små og mellemstore virksomheder mangler adgang til test- og udviklingsfaciliteter. Det kan bremse væksten og svække den internationale konkurrenceevne.
- Dansk biosolutions skal nå helt nye højder. Det kræver investeringer og samarbejde. Nu giver vi sektoren en millionindsprøjtning, som skal være med til at sikre, at vi også i fremtiden har verdensførende virksomheder, innovative iværksættere og stærke vidensinstitutioner på dansk jord. Biosolutions kan blive en af fremtidens store vækstmotorer, og det er derfor helt afgørende, at vi sikrer de bedst mulige betingelser, hvis sektoren skal opnå betydelige, globale markedsandele og bidrage til en grønnere verden. På den måde sikrer vi også, at fremtidens grønne vækst og jobs havner i Danmark, siger erhvervsminister Morten Bødskov i en pressemeddelelse.
For at understrege vigtigheden af indsatsen besøgte erhvervsministeren 3. marts biosolutionsvirksomhederne Chromologics og UniBio. Midlerne, som Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse administrerer, kan søges nu og skal blandt andet gå til anlæg inden for CO2-til-protein og præcisionsfermentering – teknologier, der reducerer afhængigheden af animalsk protein og mindsker CO2-udledningen.