For første gang nogensinde overstiger eksporten fra den danske fødevareklynge 200 milliarder kroner. I 2024 nåede eksporten af fødevare, foder, frø og landbrugsmaskiner op på 203,2 milliarder kroner, hvilket er en stigning på 16 procent siden 2021.

Ifølge Flemming Nør-Pedersen, viceadministrerende direktør i Landbrug & Fødevarer, markerer det en vigtig milepæl og understreger sektorens robusthed i et globalt marked præget af usikkerhed.

- Dette markerer en betydelig milepæl for sektoren og viser tydeligt, at den danske fødevareklynge fortsætter med at demonstrere sin robusthed og tilpasningsevne i et omskifteligt globalt marked, siger han i en pressemeddelelse.

Tyskland er fortsat Danmarks største eksportmarked, men her faldt eksporten med 3,6 procent til 32,3 milliarder kroner. Til gengæld steg eksporten til Sverige med 1,5 procent, Norge med 13,5 procent og Storbritannien med 3,8 procent. Det er selvom sidstnævnte har indført nye importregler i 2024.

Biobaserede produkter som foder, frø og enzymer oplevede en vækst på 4,8 procent til 37 milliarder kroner, mens agroteknologi voksede med 1,4 procent til 15,4 milliarder. Begge sektorer bidrog til den samlede eksportvækst og viser, at danske virksomheder er gode til at tilpasse sig markedsvilkår og efterspørgslen på globalt plan.

- Når fødevareklyngen år efter år når ud til markeder i hele verden, vidner det ikke kun om en stærk international efterspørgsel på danske fødevarer, men også om danske fødevarevirksomheders evne til at udvikle og tilpasse sig skiftende markedsvilkår, siger Flemming Nør-Pedersen.