Efter næsten 50 år lukkede Danish Crown sidste sommer sit slagteri i Ringsted. Nu sættes det imponerende bygningskompleks med tilhørende grunde – i alt knap 800.000 kvadratmeter – til salg gennem en budrunde.

- Der har været stor interesse for vores bygninger og det store ubebyggede areal, så derfor har vi efter grundig overvejelse valgt EDC Poul Erik Bech til at varetage vores interesser, siger Ejner Søby, ansvarlig for ejendomssalg i Danish Crown i en pressemeddelelse.

Området består af 19 bygninger, herunder et kontorareal på 4.000 kvadratmeter og store parkeringsarealer. Derudover er en mindre del af grunden udlejet til en flyveklub med tilhørende faciliteter.

- Det er et enormt areal i et velbeliggende erhvervsområde med god infrastruktur, siger Helle Nielsen Ziersen fra EDC, som forventer interesse fra både danske og internationale investorer.

Placeringen tæt på motorvej E20 og den kommende Femernforbindelse gør området særligt attraktivt, mener mæglerne.

Foruden Danish Crown-slagteriet har EDC Poul Erik Bech også sat pelsauktionshuset Kopenhagen Fur til salg i november 2024 for 630 millioner kroner.

Business