Svensk mejeri investerer 250 mio. i fødevareproduktion
Øget kapacitet hos Skånemejerier til populære produkter som kvark og ost samt nye bæredygtige løsninger skal sikre vækst, styrke fødevaresikkerheden og understøtte sundere madvaner i hele Sverige.

Foto: Skånemejerier
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Skånemejerier investerer over 250 millioner svenske kroner (167,4 millioner kroner) i sine svenske mejerier de næste to år.
Fokus er øget kapacitet i vækstsegmenter som kvark og ost – og et markant løft af bæredygtigheden.
- Vi er i en ekspansiv fase og skruer op for produktionen. Behovet har aldrig været større. Som skånsk fødevareproducent spiller vi en vigtig rolle for hele Sveriges fødevareforsyning og udviklingen af sunde, bæredygtige madvaner, siger adm. direktør i Skånemejerier, Cecilia von Perglas, i en pressemeddelelse.
Efter et »kvarkboom« udvides produktionen i Malmö med 50 procent. Investeringen mindsker samtidig spild, udslip og transport.
- Svenskerne elsker kvark – især svensk. De vil have variation, fra frugtstykker til forskellige sødmegrader. Vi udvider produktionen af Lindahls kvark og intensiverer vores bæredygtighedsindsats, siger anlægschef Tintin Mattsson.
Også i Kristianstad investeres der i ost, bl.a. grillosten Pannoumi, Rike og den nye hårdost Ära.
- Vi vil fortsat levere spændende, bæredygtigt ostehåndværk af svensk mælk – nu og i fremtiden, påpeger den adm. direktør.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.






































