Amerikanske Corteva har besluttet at opdele sin forretning i to selvstændige børsnoterede selskaber – ét med fokus på frø og ét på planteværn.

Det beretter nyhedsmediet Reuters.

Ifølge selskabet skal opdelingen give mere skarpt strategisk fokus, hurtigere beslutninger og frihed til at forfølge vækstmuligheder uafhængigt af hinanden.

Markedet tog dog imod nyheden med skepsis: Aktiekursen faldt 7 procent og er nu på det laveste niveau i fem måneder. Analytikere frygter både forstyrrelser og ekstraomkostninger, som Corteva selv anslår til 80-100 millioner dollar (514,1-642,6 millioner kroner).

- Vi mener ikke, at Cortevas værdiansættelse har lidt skade eller været begrænset af at have planteværnsforretningen i porteføljen … planteværnsdelen har tværtimod haft gavn af glorieeffekten fra den mere værdifulde frøforretning, siger Mizuho-analytiker Edlain Rodriguez til mediet.

Frødivisionen stod i 2024 for 57 procent af omsætningen, mens planteværnsdelen bl.a. producerer herbicider og fungicider. Corteva oplyser samtidig, at crop protection-enheden skal håndtere selskabets miljøforpligtelser, herunder erstatninger relateret til Pfas.

Opdelingen ventes gennemført i anden halvdel af 2026. Adm. direktør Chuck Magro skal lede frøforretningen, mens bestyrelsesformand Greg Page forbliver i Corteva, der herefter alene fokuserer på planteværn.

Business