Ny investering skal gøre Vilomix stærkere på det polske marked
Med en ny investering i Siedlec i Polen skal det Danish Agro-ejede Vilomix øge kapaciteten, styrke regionale forsyningskæder og sikre hurtigere leverancer til landmænd i området.

Vilomix investerer i ny premix-fabrik i Polen for at styrke kapacitet, fleksibilitet og regional vækst. Her ses første spadestik til fabrikken. Foto: Vilomix
Vilomix Group investerer massivt i en ny fabrik til produktion af premix og mineralfoder i Siedlec, Polen. Fabrikken bliver etableret gennem datterselskabet Blattin Polska og markerer et strategisk skridt i koncernens fortsatte internationale ekspansion.
Blattin Polska driver i dag to færdigfoderfabrikker i Polen, men den nye investering betyder et markant løft i kapaciteten. Når anlægget står færdigt ved udgangen af 2026, forventes det at kunne producere 35.000-40.000 ton om året.
Ifølge Vilomix vil den øgede produktionskapacitet give både kortere leveringstider, lavere transportomkostninger og mere fleksible leveringsmuligheder for de polske landmænd. Samtidig bliver fabrikken et regionalt knudepunkt, der skal understøtte forsyningskæderne på nabomarkeder, hvor Vilomix allerede er aktiv.
- Investeringen er en vigtig milepæl i Vilomix Groups internationale vækststrategi. Polen er et af vores strategiske nøglemarkeder i vores Feed Forward-strategi hen mod 2028, og dette skridt styrker vores position i en af Europas mest dynamiske landbrugsregioner. Det viser vores langsigtede forpligtelse til at levere premix og mineralfoder af høj kvalitet til landmænd på tværs af grænserne, siger Peter Iversen, adm. direktør i Vilomix Group, i en pressemeddelelse.
Lokalt fokus og større fleksibilitet
Hos Blattin Polska ser ledelsen store muligheder i at få egen produktion af premix og mineralfoder på polsk grund.
- Med vores egen premix- og mineralfoderproduktion i Polen kan vi betjene landmændene mere effektivt med hurtigere leverancer og løsninger, der er tilpasset lokale behov. Investeringen er et stærkt signal om tillid til vores team og det polske marked, og den vil give vores kunder betydelige fordele i form af fleksibilitet og konkurrenceevne, lyder det fra Zbigniew Pustula, der sammen med Andrzej Mirek og Piotr Pstragowski udgør ledelsen i Blattin Polska.
Den nye fabrik skal udstyres med moderne produktionsteknologi og fleksible emballageløsninger, der sikrer høj kvalitet og effektivitet.
Del af et globalt fodaftryk
Når anlægget i Siedlec står klar, vil Vilomix Group drive i alt 12 fabrikker på verdensplan – fordelt på Danmark, Sverige, Finland, Norge, Letland, Polen, Spanien, Paraguay og Brasilien.
Investeringen i Polen er dermed ikke blot et lokalt tiltag, men en del af koncernens bredere ambition om at styrke sin position som internationalt førende producent af premix og mineralfoder.
Vilomix er en del af Danish Agro-koncernen og producerer skræddersyede blandinger af vitaminer og mineraler til husdyrproducenter og foderindustrien. I 2024 havde Vilomix-koncernen en omsætning på 512 millioner euro (3,8 milliarder kroner).