DLF advarer: Pfas-forbud kan koste Danmark en hel sektor
Med strategien »Connecting to Grow« vil DLF styrke indtjening, effektivitet og avlerbetaling. Samtidig advarer formanden mod et nyt Pfas-forbud, der kan underminere hele den danske frøsektor.

DLF lancerer ny vækststrategi, men Pfas-forbud truer dansk frøproduktion og sætter en styrkeposition under pres. Arkivfoto: Jørgen P. Jensen
DLF AmbA har sat retningen for de kommende år med lanceringen af strategien »Connecting to Grow«.
Strategien, der blev præsenteret på virksomhedens generalforsamling i Nyborg den 28. oktober, skal sikre en konkurrencedygtig avlerbetaling og skabe et stærkere fundament for fremtidig vækst.
Ifølge bestyrelsesformand Christian Høegh-Andersen er ambitionen at gøre DLF mere sammenhængende, effektiv og klar til at udnytte sin globale position som markedsleder inden for foder- og plænefrø.
- Vi skal være bedre forbundne internt, mere effektive og klar til at skalere vores forretning. Det handler om at strømline arbejdsgange, udnytte teknologi smartere og styrke samarbejdet på tværs af funktioner og grænser. Men det handler også om at være tæt på markedet og levere produkter og rådgivning, der skaber værdi for kunder og slutbrugere, sagde Christian Høegh-Andersen fra talerstolen.
Strategien skal samtidig sikre en konkurrencedygtig avlerbetaling til selskabets ejere og skabe økonomisk råderum til investeringer og innovation.
- Ambitionen er klar: Vi vil genskabe en konkurrencedygtig avlerbetaling til vores ejere, investere målrettet i den eksisterende forretning og samtidig opbygge et finansielt beredskab, der kan understøtte langsigtet vækst og innovation, lød det fra formanden.

Christian Høegh-Andersen, formand i DLF. Foto: DLF
Truer dansk frøproduktion
Men mens DLF arbejder strategisk mod fremtiden, står den danske frøproduktion over for en akut udfordring.
Miljøstyrelsens forbud mod 33 pesticider, der indeholder Pfas-stoffer, kan ifølge formanden få alvorlige konsekvenser for flere centrale afgrøder.
- Det er især hvidkløver, havefrø og højkvalitetsgræs, der risikerer at blive hårdt ramt. Flere af de forbudte midler har været helt centrale i bekæmpelsen af ukrudt og skadedyr, og alternativerne mangler ganske enkelt, forklarede han.
Allerede nu står hvidkløverproduktionen i fare for at blive udfaset i Danmark, mens produktionen af spinat og eksportrettet højkvalitetsgræs også er truet. Uden effektive alternativer kan produktionen blive flyttet til udlandet – med konsekvenser for både eksport og beskæftigelse.
- Vi risikerer at se en dansk styrkeposition forsvinde, fordi vi ikke har adgang til nødvendige midler til at sikre kvaliteten. Det er et alvorligt signal, også i forhold til Danmarks rolle som eksportland for frø, sagde Christian Høegh-Andersen.
Miljøstyrelsen har givet en udfasningsperiode på op til 14 måneder, men det er langt fra nok til at udvikle og implementere reelle alternativer. Ifølge DLF kan selv avanceret forædling tage op mod ti år.
Virksomheden deltager aktivt i den taskforce, Miljøstyrelsen har nedsat, og opfordrer politikerne til at finde pragmatiske løsninger, der balancerer miljøhensyn og erhvervets overlevelse.








































