Himmerlandskød taber i Landsretten: Gebyrmodel står fast trods kritik
Østre Landsret giver ikke Himmerlandskød og FødevareDanmark medhold i den årelange kamp mod Fødevarestyrelsens gebyrmodel. Dommen slår fast, at praksis overordnet er lovlig – men underkender samtidig et centralt løntillæg i gebyrberegningen. FødevareDanmark kalder afgørelsen skuffende og varsler både juridisk og politisk opfølgning.

Lars Andersen, adm. direktør i Himmerlandskød (tv.), og Leif Wilson Laustsen, direktør i FødevareDanmark (i forgrunden), er skuffede over fredagens dom i Østre Landsret og mener, at dommen kan være i strid med EU-retten. Foto: FødevareDanmark
Østre Landsret fastslår i en ny dom 14. november, at Fødevarestyrelsens omdiskuterede gebyrpraksis grundlæggende er lovlig. Dermed får FødevareDanmark og Himmerlandskød ikke medhold i den sag, der har verseret siden 2016 – anlagt i protest mod, at styrelsens kontrolgebyrer bruges til at finansiere udgifter, der ikke knytter sig direkte til den fysiske kontrol i virksomhederne.
Sagen blev rejst med opbakning fra en række organisationer, herunder Bæredygtigt Landbrug, SamMark, Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter samt Danske Svineproducenter. Fælles for dem har været oplevelsen af, at især slagterier og store dele af fødevarebranchen pålægges gebyrer, som de mener ikke står mål med kontrollens omfang.
Fredagens dom giver dog Fødevarestyrelsen medvind. Landsretten vurderer, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte den overordnede gebyrpraksis, selvom FødevareDanmark har argumenteret for, at finansieringen af en række administrative udgifter bør løftes af staten og ikke af virksomhederne.
Et væsentligt element falder dog: Landsretten underkender det 28,4 procent store tillæg, som styrelsen har lagt oven på hovedkontorets lønomkostninger. Ifølge retten har der ikke været hjemmel til at opkræve dette ekstra tillæg.
Skuffende afgørelse
Hos FødevareDanmark vækker dommen alt andet end tilfredshed.
- Vi havde håbet på en klar dom, der slog fast, at virksomheder kun skal betale for den kontrol, der faktisk udføres – ikke for administrative opgaver i periferien. Det blev ikke resultatet, og det skuffer mig selvfølgelig. Men udfordringen står tilbage. Gebyrerne fylder for meget, rammer skævt og mangler proportionalitet. Det er et problem, der ikke forsvinder med den her dom,” siger direktør Leif Wilson Laustsen i en pressemeddelelse.
Han understreger, at sagen for ham handler om mere end paragraffer.
- For mig har det her aldrig kun handlet om jura. Det handler om fairness. Når en virksomhed betaler for kontrol, skal regningen være gennemsigtig, rimelig og tydeligt koblet til den kontrol, der faktisk foregår. Det princip slipper vi ikke, uanset hvad landsretten mener, påpeger han.
Vil overveje næste skridt – også politisk
FødevareDanmark vurderer foreløbigt, at dommen kan være i strid med EU-retten, og organisationen vil nu nærlæse afgørelsen, før der træffes beslutning om en eventuel anke.
- Når retten ikke vil ændre Fødevarestyrelsens model, må vi se, om vi skal have politikerne på banen. Der er brug for en gennemgribende gennemgang af gebyrerne og af, hvad virksomhederne egentlig opkræves for. Alt for mange oplever, at gebyrerne vokser, uden at kontrollen bliver hverken bedre eller mere målrettet. Det gavner hverken fødevaresikkerheden eller konkurrencen – og det kan vi ikke være bekendt, siger Leif Wilson Laustsen.
FødevareDanmark repræsenterer små og mellemstore fødevarevirksomheder på tværs af brancher.








































