Den amerikanske maskinproducent John Deere udvider sin amerikanske tilstedeværelse markant med to nye faciliteter i henholdsvis Indiana og North Carolina.

Det beretter selskabet i en pressemeddelelse.

Investeringen betyder både nye arbejdspladser og hjemtagning af produktion, der tidligere lå i Japan.

Et nyt distributionscenter ved Hebron i Indiana skal styrke virksomhedens nordamerikanske forsyningskæde og forventes at skabe omkring 150 arbejdspladser. Centeret skal sikre hurtigere levering af reservedele og udstyr til blandt andet landbrug, byggeri og skovbrug, mens hovedlageret i Milan, Illinois, fortsætter uændret.

Samtidig opfører John Deere en ny gravemaskinefabrik i Kernersville, North Carolina. Fabrikken er en investering på 70 millioner dollar (522,8 millioner kroner) og vil beskæftige mere end 150 medarbejdere.

Her samles fremover den eneste gravemaskine, der både er designet, udviklet og produceret i USA. En produktion, som hidtil har ligget i Japan.

- Vores investering i disse nye faciliteter understreger John Deeres dedikation til at styrke rygraden i amerikansk industri og støtte lokale økonomier, siger John May, bestyrelsesformand og adm. direktør i John Deere.

Også hos ledelsen for byggeri- og entreprenørsegmentet fremhæves betydningen af den nye fabrik:

- Vi tror på at bygge Amerika, og disse projekter viser vores ambition om fortsat at skabe innovation og arbejdspladser i USA, lyder det fra Ryan Campbell, præsident for Worldwide Construction and Forestry and Power Systems.

Investeringerne er en del af John Deeres langsigtede plan om at investere 20 milliarder dollar (149,37 milliarder kroner) i amerikansk produktion over de næste ti år.

Business