3.000 søer solgt i samlet pakke: Opformeringsprofil afhænder besætning for over 70 mio.
Svend Demant Møller sælger opformering og ejendomme nær Nørre Aaby til ACT produktion ApS i handler for over 70 millioner kroner.

Svend Demant Møller sælger 3.000 søer og ejendomme på Vestfyn til ACT produktion i handel på over 70 millioner kroner. Arkivfoto: Camilla Bønløkke
En større vestfynsk handel har flyttet både jord, stalde og en grisebesætning med 3.000 søer til nye ejere.
Den erfarne opformeringsejer Svend Demant Møller har solgt flere landbrugsejendomme og en grisebesætning til ACT produktion ApS.
Det skriver Landbrugsavisen og henviser til tinglysningen.
Den største handel omfatter jord og driftsbygninger ved Nørre Aaby til 41,8 millioner kroner. Hertil kommer 20,6 millioner kroner for besætningen med orner, 3.000 søer samt gylte, sopolte, smågrise og slagtegrise. Yderligere ejendomme er handlet for 10,3 millioner kroner.
Svend Demant Møller bekræfter i en sms til LandbrugsAvisen, at besætning og bygninger er solgt, men han ønsker ikke at kommentere yderligere.
ACT produktion ejes af Jørgen Skou Hansen, der også står bag Avlscenter Trekanten. Ejerskabet her ændrede sig ved årsskiftet 2024/2025 i forbindelse med fusionen mellem Danish Pig Genetics og Hypor under Hendrix Genetics Swine.
Efter salget ejer den 72-årige fynbo fortsat 590 hektar, men har ifølge CHR aktuelt ingen grise.






































