-352 mio. på bundlinjen og ingen overskuddeklarering: DLG tager tabet i 2025 og satser på comeback i 2026
Nedskrivninger for lidt over en halv milliard og et årsresultat på minus 352 millioner kroner markerer et markant tilbageslag på bundlinjen for grovvareselskabet. Med transformationsprogrammet ReGen vil DLG imidlertid løfte indtjeningen med 1 milliard kroner frem mod 2027 og genvinde konkurrencekraften.

DLG taber 352 millioner kroner på bundlinjen i 2025 efter stor oprydning. Milliard-program skal dog løfte indtjeningen frem mod 2027. Fotos: DLG
Det tager tid at vende en supertanker. Og når man er en virksomhed af en vis størrelse som DLG Group, er det en tung og langsommelig proces.
Efter sidste års trecifrede millionunderskud oplever grovvarekoncernen atter engang et markant fald på resultatsiden, der overskygger en svagt stigende omsætning i 2025.
Koncernen øger bruttoomsætningen til 61,8 milliarder kroner mod 60,7 milliarder kroner året før, men driftsresultatet før afskrivninger (EBITDA) falder fra 2,3 milliarder kr. i 2024 til 2,1 milliarder kroner i 2025.
Endnu mere markant er bundlinjen, hvor resultatet før skat lander på minus 192 millioner kroner, mens årets resultat efter skat ender på minus 352 millioner kroner.
Året betegnes internt som et »nødvendigt oprydningsår«. Men for andelshaverne i DLG betyder det blandt andet, at der igen i år ikke udbetales overskudsdeklarering.

521 mio. i strukturelle tilpasninger
En væsentlig forklaring på tilbagegangen skal imidlertid findes i koncernens transformationsprogram »ReGen«. Strukturelle tilpasninger, nedskrivninger og realiserede omkostninger til omstrukturering udgør samlet minus 521 millioner kroner.
Koncernchef i DLG Group, Peter Giørtz-Carlsen, lægger ikke skjul på, at resultatet er utilfredsstillende, men kalder det nødvendigt.
- Årets resultat bærer præg af, at vi har gjort det, der er nødvendigt for at rydde op, og for at forme et andelsselskab, som fremover kan skabe værdi for vores andelshavere. Vi tager fat om nældens rod og gennemfører de tiltag, der skal til, herunder nødvendige nedskrivninger af aktiver, som ikke bringer værdiskabelse i fremtiden, og samtidig har vi igangsat en historisk transformation. Vi har taget kontrollen over vores egen skæbne tilbage, og derfor går vi ind i 2026 med et betydeligt stærkere udgangspunkt end for et år siden, siger Peter Giørtz-Carlsen i en pressemeddelelse i forbindelse med regnskabet.
Han understreger samtidig konsekvensen for andelshaverne:
- Det er vigtigt for mig at sige meget klart, at det naturligvis ikke er tilfredsstillende, at vi ikke udbetaler overskudsdeklarering til vores andelshavere, og det er ikke et resultat, der afspejler vores ambitioner og potentiale. Vi skal gøre os fortjent til andelshavernes loyalitet, og det er netop derfor, vi arbejder målrettet på at styrke DLG Group, så vi kan investere i fremtidig vækst og effektivitet for at være et andelsselskab, der også i fremtiden skaber værdi for ejerne, tilføjer den adm. direktør.
Der er dermed cirka 24.000 andelshavere, der atter kan se langt efter dividender.

Ifølge koncernchef i DLG, Peter Giørtz-Carlsen, var oprydningen i 2025-regnskabet nødvendig. Nu skal DLG styrkes, tjene mere og genvinde andelshavernes tillid frem mod 2027.
Tyskland holder hånden under indtjeningen
2025 bød på en stor dansk høst, men samtidig lave kornpriser, som pressede marginerne i den danske grovvareforretning betydeligt. Den svenske grovvareforretning leverede væsentligt bedre resultater, mens den tyske forretning kom ud af året med et tilfredsstillende resultat trods vanskelige markedsvilkår.
Samlet leverede Agriculture Business Group et EBITDA på 1,2 milliarder kroner. Her bidrog både datterselskaberne Danæg og DanHatch med stærke resultater.
Animal Nutrition Business Group nåede et EBITDA på 210 millioner kroner drevet af vækst og forbedret drift.
De tyske aktiviteter er fortsat en væsentlig indtjeningskilde for koncernen. Energy Business Group leverede et EBITDA på 553 millioner kroner, mens Housing Business Group kom ud med 304 millioner kroner efter en række tilpasninger.
Den underliggende EBITDA-margin lander på 3,6 procent – et niveau, ledelsen ikke finder tilfredsstillende set i lyset af investeringsbehov og vækstambitioner.

2025 bød på en stor dansk høst, men samtidig lave kornpriser, som pressede marginerne i den danske grovvareforretning betydeligt.
Sætter alle kræfter ind på transformationsprogram
Transformationsprogrammet i DLG Group – ReGen – er treårigt og det mest omfattende i koncernens historie. Målet er at levere 1 milliarder kroner i forbedringer af brutto-EBITDA frem mod udgangen af 2027. Heraf skal 600 millioner kroner geninvesteres i yderligere transformation.
Ifølge ledelsen er implementeringen foran planen efter de første seks måneder.
- ReGen virker. Allerede nu er mere end 40 procent af potentialet i eksekvering, og alle forretningsenheder bidrager positivt. Med det, vi ser allerede nu, er vi trygge ved, at vi kommer til at levere det fulde potentiale frem mod udgangen af 2027. Vi har ryddet op, forenklet og forbedret driften på tværs af koncernen for at skabe et mere konkurrencedygtigt og moderne DLG Group, der leverer større værdi på tværs af vores selskaber i Danmark og internationalt, siger Peter Giørtz-Carlsen og fortsætter:
- Målet er at øge indtjeningen og samtidig øge investeringerne i koncernen betydeligt, så det bliver et endnu stærkere andelsselskab for ejerne i fremtiden.
Samtidig skal der lægges mere vægt på fairness over for fællesskabet, hvor effekten af forbedringerne bliver mest tydelige for de loyale andelshavere.
En ny koncernorganisation skal samtidig sikre større skala- og synergieffekter.
- Vi er gået fra at være et konglomerat til at agere mere som én koncern, og vi står i dag betydeligt stærkere operationelt. Derfor får vi langt mere ud af de fordele, der er ved at drive én stor virksomhed i stedet for fem til seks mindre virksomheder, påpeger direktøren.

For DLG-koncernen bliver 2026 ikke set som et vækstår, men et år, hvor fokus er på effektivisering og omkostningsstyring. Her ses hovedkontoret Aksen ved Fredericia.
Fokus på indtjening frem for vækst
DLG forventer ikke markant toplinjevækst i 2026. I stedet rettes fokus mod omkostningsstyring og effekt fra transformationen.
Samtidig skaber strukturel udvikling i landbruget og øget regulering usikkerhed om fremtidens råvaregrundlag – og dermed også om ejernes indtjeningsvilkår.
- Vi forventer ikke, at markederne forbedres væsentligt i år, og vores resultater vil derfor afhænge af de forandringer, vi selv skaber. Vi fortsætter med at levere på transformation og have et tydeligt omkostningsfokus, men vi kommer også til at styrke vores kommercielle muskler for at udbygge vores position i markedet. Vi er her for at vinde. I 2026 vil vi se de første tegn på, at konkurrencekraften er tilbage, og vi forventer at levere et godt resultat, siger Peter Giørtz-Carlsen.
Efter et år med røde tal er ambitionen hos DLG klar: 2025 skal stå som året, hvor koncernen tog smerten og lagde fundamentet for en stærkere indtjening fremover.














































