Energikoncernen BioCirc har ansat Marie Scott Poulsen som chef for Public Affairs og Kommunikation.

Dermed siger hun farvel til sin stilling som sekretariats- og kommunikationschef i Tivoli, som hun har haft de seneste fire år.

Hun har selv bekræftet skiftet i et opslag på LinkedIn.

- Jeg har fået mulighed for igen at stemple ind i de helt store samfundsordener, når jeg lige om lidt tiltræder som chef for Public Affairs og Kommunikation i BioCirc – en af verdens førende producenter af biogas og en væsentlig og markant aktør i den grønne omstilling, står der blandt andet i opslaget.

Hun har tidligere været ansat som uddelingschef i KFI Erhvervsdrivende Fond samt Head of Community Communication & Corporate Brand i Copenhagen Airports og kommunikationsansvarlig for Københavns Kommune.

Nu gælder det BioCirc, og hun mener selv, at der i den nye stilling er tale om en »bred portefølje«, som tæller positionering, intern og ekstern kommunikation og understøttelse af interessevaretagelse på både lokalt, nationalt og internationalt niveau.

- Jeg glæder mig helt enormt, ikke mindst til det tætte samarbejde med de vanvittigt dygtige folk, der driver udviklingen af de vigtige grønne løsninger og bidrager væsentligt til både lokalområder og internationale målsætninger, skriver hun.

Marie Scott Poulsen takker ligeledes for de seneste fire år i Tivoli.

Business