Fremgang på 120 mio.: Friland øger omsætningen trods pres på økologiske grise
Friland har sikret fremgang og øget sin omsætning i første halvdel af 2025/26, selvom priserne på økologisk grisekød har været presset ned grundet et overudbud.

Friland har øget omsætningen i første halvdel af 2025/26 regnskabet trods et øget pres på økologiske grise. Arkivfoto: Tenna Bang
En omsætning på 625 millioner kroner i første halvår mod 505 millioner kroner i samme periode sidste år.
Friland har formået at løfte sin omsætning og sikre fremgang i første halvdel af 2025/26, selvom det europæiske marked for økologisk gris har været udfordret af store udbud, som har presset priserne ned – særligt i Tyskland, som fortsat er Frilands største og vigtigste marked.
Svend Schou Borch, adm. direktør i Friland, glæder sig derfor over, at man alligevel har formået at hæve sin omsætning.
- Friland leverer et tilfredsstillende resultat og i et svært halvår for økologisk gris, hvor salgspriserne har lidt under et voksende udbud. Et fortsat godt økologisk tillæg i afregningen til landmændene har gjort det attraktivt at producere økologiske grise, men har samtidig øget konkurrencen, hvilket i særlig grad har ramt afsætningspriserne på de billigere delstykker af grisen, siger han i en pressemeddelelse.
Vækst i Danmark og USA
Mens det tyske marked har været under pres, har Friland oplevet en vækst i både Danmark og USA, hvor salgsvolumen særligt efter årsskiftet har været styrket.
Væksten i Danmark har været tocifret mod slutningen af regnskabsperioden, mens det amerikanske salg er drevet af et økologisk marked, der er vokset dobbelt så hurtigt som det samlede fødevaremarked i USA, hvilket har bidraget til at balancere den samlede forretning.
Den generelle notering hos Danish Crown er faldet til et utilfredsstillende niveau, der ikke sikrer lønsomhed på gårdene, men Friland har alligevel fastholdt et højt økologisk tillæg, der har vendt de foregående års nedgang i antallet af økologiske grise.
Aktuelt er det økologiske tillæg 13,85 kroner/kg samt et kvalitetstillæg på 2 kroner/kg. Samlet er tillægget i første halvår steget med 11,6 procent i forhold til samme tid sidste år.
Udviklingen i tillægget for frilandsgrise har ligget stabilt og er aktuelt 4,15 kroner/kg plus kvalitetstillæg.
- Det er positivt, at vi ikke som tidligere mangler økologiske grise på slagterierne hver uge. Trods prispres i markedet og en udfordret notering har vi formået at øge det økologiske tillæg i forhold til første halvår 2024/25, og det skaber noget stabilitet under de økologiske producenter, så vi forhåbentlig kan afsætte endnu mere økologi i fremtiden, forklarer Svend Schou Borch.
Økologisk oksekød udfordret
Mens Friland oplever, at det økologiske grisekød har en stabil vækstkurve i Danmark, er billedet ikke det samme for økologisk oksekød. Et fald i detailsalget på grund af høje forbrugerpriser samt et lavere antal kreaturslagtninger har således gjort forretningen med økologisk oksekød mindre profitabel.
Siden årsskiftet har Friland dog oplevet flere positive begivenheder på kreatursiden. Især tilgangen af nye leverandører fra Thise Mejeri, som fremover får deres kreaturer slagtet hos Friland, har været med til at stabilisere råvaregrundlaget. Derudover er også Tjele Gods og Gram Slot trådt ind i Friland, hvilket har styrket fundamentet yderligere.
- Tilgangen af nye leverandører har været helt afgørende for, at vi tror på mere stabilitet i en svær oksekødsforretning. De højere forbrugerpriser på økologisk oksekød betyder, at flere forbrugere tyer til alternativer, hvilket har sat sit aftryk på efterspørgslen i detail. Hvis man skal skabe en lønsom forretning, kræver det derfor en stabil forsyning af kreaturer, som er en mangelvare over hele Europa, siger Svend Schou Borch.




































