DMK’s adm. direktør Ingo Müller er med øjeblikkelig virkning blevet udnævnt til chef for Arlas tyske forretning, samtidig med at han fortsætter som integrationsdirektør i koncernledelsen.

Udnævnelsen sker som et led i opbygningen af en fælles organisation efter, at fusionen mellem Arla Foods og DMK blev godkendt torsdag den 28. maj og officielt trådte i kraft mandag 1. juni.

Tyskland er et af Arlas vigtigste markeder, og udnævnelsen skal sikre både stabil drift og en effektiv integration af de to virksomheder. Ingo Müller får ansvaret for at etablere den fremtidige ledelsesstruktur i Tyskland og skal skabe én samlet organisation med fokus på kunder, andelshavere og samarbejdspartnere.

- Tyskland er et nøglemarked for den samlede virksomhed, og jeg er stolt af at påtage mig denne rolle på et så vigtigt tidspunkt. Vi samler stærke kompetencer, dyb lokal ekspertise og meget engagerede medarbejdere, og vores fokus er klart: at opbygge en stærk og samlet organisation, samtidig med at vi sikrer stabilitet for vores kunder, landmænd og samarbejdspartnere, siger han i en pressemeddelelse.

Arlas adm. direktør Peder Tuborgh fremhæver Ingo Müllers indgående markedskendskab og lederevner som afgørende for den videre udvikling.

- Tyskland er et af vores vigtigste markeder, og Ingo er den rette person til at føre forretningen videre. Han bringer en dyb forståelse af markedet, stærke lederevner og nyder tillid blandt både medarbejdere og andelshavere. Med denne udnævnelse styrker vi vores evne til at kombinere kontinuitet i forretningen med en klar ambition om at skabe en stærkere og mere integreret virksomhed for fremtiden, siger han.

DMK fortsætter foreløbig som en selvstændig enhed under Arla for at sikre en smidig overgang.

Arla styrker også ledelsen i Benelux og Frankrig som led i arbejdet med at skabe en stærkere europæisk organisation efter fusionen.

Business