Trods rekordomsætning: Lurpak-salget falder 9,5 procent
Storbritannien og Australien trækker ned, mens Mellemøsten fortsætter væksten. Samtidig sikrede høje smørpriser endnu et rekordår for Andelssmør.

Lurpak-eksporten faldt 9,5 procent i 2025, men høje smørpriser løftede Andelssmør til rekordomsætning på 4,8 milliarder kroner. Arkivfoto
Selv om salget af Lurpak-smør på eksportmarkederne faldt markant i 2025, leverede Andelssmør Amba endnu en rekordomsætning og den højeste a conto-pris nogensinde til de danske mejerier.
Ifølge selskabets årsregnskab faldt den samlede eksportafsætning af Lurpak til 91.937 ton i 2025, svarende til et fald på 9,5 procent sammenlignet med året før. Den største tilbagegang kom i Storbritannien, hvor salget faldt 11 procent. Også Australien gik tilbage med fem procent efter flere år med vækst. Til gengæld steg salget i Mellemøsten med 10 procent som følge af øget distribution.
Trods den lavere afsætning steg omsætningen til rekordhøje 4,8 milliarder kroner mod 4,6 milliarder kroner året før. Forklaringen skal findes i de fortsat høje smørpriser.
A conto-prisen toppede midt på året på 60 kroner pr. kg og endte med et gennemsnit på 57,56 kroner mod 50,98 kroner i 2024.
- Andet halvår 2025 markerede et fald i fedtprisen på verdensmarkedet, hvilket kom til udtryk i a conto-prisen, som viste et fald til 55,00 kroner i december, skriver Andelssmør i regnskabet.
Andelssmør koordinerer produktion, markedsføring og salg af Lurpak for medlemsmejerierne. Selvom Arla Foods ejer Lurpak-brandet og dominerer både produktion og ejerskab i Andelssmør, kan også Thise, Nørup og Bornholms Andelsmejeri producere og eksportere Lurpak via selskabet.






































