Cybertrusler og klimakrav gør robusthed til ny kerneopgave i mejerisektoren
Effektiv drift er fortsat afgørende, men ikke længere tilstrækkelig. Nye risici fra klima, cybersikkerhed og geopolitik gør robusthed og forsyningssikkerhed til strategiske nøgleord for mejerier, producenter og leverandører i hele værdikæden.

Klimakrav, cybertrusler og geopolitisk uro gør resiliens og forsyningssikkerhed til nye kerneopgaver i mejeribranchen. Arkivfoto
Geopolitiske spændinger, energikrise, cybertrusler og stigende klimakrav har på få år ændret rammevilkårene for mejeribranchen. Derfor er resiliens og forsyningssikkerhed rykket højt op på dagsordenen hos både mejerier, landmænd og leverandører.
Det fremgår af en temaartikel i Mælkeritidende, hvor aktører på tværs af værdikæden peger på, at robusthed i stigende grad er blevet en forudsætning for effektiv drift.
Hos Arla Foods ser man et markant skifte i måden, forsyningskæden vurderes på.
- Fødevaresikkerhed og effektivitet har altid været grundlæggende i mejeribranchen. Det, der har ændret sig, er, at vi nu ser det i sammenhæng med bæredygtighed, resiliens og selvforsyning. Tilsammen udgør det vores forståelse af en robust forsyningskæde, siger Christian Granlund, Senior Vice President for Supply Chain i Arla Foods til mediet og advarer samtidig mod et ensidigt fokus på effektivitet.
Hos Naturmælk understreger man, at fundamentet for en robust mejerisektor findes hos producenterne.
Samtidig oplever leverandører som Novonesis og Au2mate stigende efterspørgsel efter løsninger, der styrker risikostyring, cybersikkerhed og driftsovervågning. Budskabet er fra alle parter klart: Resiliens er blevet et fælles ansvar i hele værdikæden.





































