En ny aftale betyder, at New Holland-kunder på Bornholm fremover kan få lokal service, reparation og teknisk support hos Nyboes Auto. Salget fortsætter hos Mertz. 

Nyboes Auto får nu en udvidet rolle som lokal maskinpartner på Bornholm. Virksomheden har indgået en ny samarbejdsaftale med Mertz og S.D. Kjærsgaard, som betyder, at Nyboes Auto fremover skal stå for service, reparationer, vedligeholdelse og teknisk support af New Holland-maskiner på øen.

Aftalen bygger videre på det eksisterende samarbejde mellem Nyboes Auto og S.D. Kjærsgaard, hvor Nyboes Auto allerede er samarbejdspartner for Case IH på Bornholm. På Case IH-siden omfatter samarbejdet både salg, service og support. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

Mertz fastholder salget

For New Holland bliver der derimod tale om en ren serviceaftale. Salget af New Holland-maskiner på Bornholm fortsætter hos Mertz, som fortsat står for salg og kunderådgivning omkring New Holland-programmet. Dermed får New Holland-kunderne på Bornholm mulighed for fortsat at købe maskiner gennem Mertz, mens den lokale service fremover kan håndteres af Nyboes Auto.

- Vi er glade for den tillid, som både S.D. Kjærsgaard og Mertz viser os med denne aftale. Vi har gennem flere år samarbejdet med S.D. Kjærsgaard omkring Case IH, hvor vi både står for salg og service på Bornholm. Med den nye aftale kan vi nu også tilbyde service på New Holland-maskiner, hvilket giver New Holland-kunderne en stærk lokal servicepartner, siger Jesper Jensen, ejer og direktør hos Nyboes Auto.

Hos Mertz fremhæver man især betydningen af lokal service tæt på kunderne.

- For os er det afgørende, at New Holland-kunderne på Bornholm har adgang til kompetent og lokal service. Med Nyboes Auto som servicepartner får kunderne hurtig hjælp tæt på deres daglige drift, mens vi fortsat kan fokusere på rådgivning og salg af New Holland-maskiner på øen, siger Christian Holst, administrerende direktør og ejer hos Mertz.

En naturlig udvikling

Også hos S.D. Kjærsgaard bliver aftalen set som en naturlig videreudvikling af den eksisterende struktur på Bornholm.

- Nyboes Auto har gennem flere år været en stærk samarbejdspartner for os på Bornholm. De kender kunderne, de kender maskinerne, og de leverer en høj kvalitet i deres arbejde. Det er den slags langsigtede samarbejder, vi ønsker at bygge videre på, og derfor er vi glade for at udvide samarbejdet yderligere, siger Brian Bo Jensen, driftschef hos S.D. Kjærsgaard.

Ifølge parterne skal samarbejdet sikre, at New Holland-kunder på Bornholm får en kombination af lokal service, teknisk support og fortsat adgang til rådgivning og salg gennem Mertz.
 

BusinessMaskiner