Medie: Ny grisepolitik kan udløse knald-eller-fald for Danish Crown
Regeringens planer om færre grise, højere dyrevelfærd og stop for nye konventionelle anlæg kan svække Danish Crowns pressede råvaregrundlag yderligere. Eksperter vurderer, at slagterikoncernen står over for en afgørende omstilling.

Ny grisepolitik kan presse Danish Crown yderligere og gøre omstilling afgørende for koncernens fremtid. Her ses adm. direktør i Danish Crown, Niels Duedahl. Arkivfoto: Morten Ipsen
Danish Crown står over for endnu en kritisk fase, hvis regeringens planer for dansk griseproduktion bliver realiseret.
Planerne om færre grise, stop for nye konventionelle anlæg og højere dyrevelfærd kan svække slagterikoncernens i forvejen pressede råvaregrundlag. Det vurderer flere eksperter ifølge mediet Finans.
- Det er en knald-eller-fald-krise, det her. Hvis ikke de kommer rigtigt igennem denne omstilling, er jeg bange for, at det ser rigtig svært ud for Danish Crown, siger Palle Jakobsen, chefanalytiker i Agrocom, til mediet.
Danish Crown kæmper allerede med faldende leverancer, hård international konkurrence og en afregningspris, der ikke matcher flere udenlandske konkurrenter. Samtidig gennemfører koncernen store besparelser og organisationsændringer.
Ifølge Henning Otte Hansen, seniorrådgiver ved Københavns Universitet, er Danish Crown afhængig af stabile leverancer fra danske svineproducenter. Kort fortalt er der intet Danish Crown uden grise.
Hvis produktionen falder markant, risikerer Danish Crown lavere kapacitetsudnyttelse, højere omkostninger og yderligere pres på ejernes økonomi.
Ifølge Palle Jakobsen kræver fremtiden, at koncernen får flyttet fokus mod europæiske markeder og produkter med højere værdi. Lykkes omstillingen ikke, kan et salg til en international aktør blive et realistisk scenarie, vurderer han.



































