Landmandsejet biogasanlæg i Lemvig solgt: Ny ejer vil aftage mere gylle
BioticNRG overtager Lemvig Biogasanlæg A.m.b.a. og vil videreudvikle anlægget med blandt andet opgradering til gasnettet og øget biomassegrundlag.

Landmandsejet Lemvig Biogas solgt til BioticNRG, som vil øge gasproduktionen og aftage mere lokal gylle. Foto: Lemvig Biogas
Det landmandsejede Lemvig Biogasanlæg A.m.b.a. skifter ejer.
Efter godkendelse på generalforsamlingen er biogasanlægget blevet solgt til biogasselskabet BioticNRG, der vil videreudvikle anlægget og styrke produktionen af grøn gas.
Det skriver Lemvig Biogasanlæg i en pressemeddelelse.
BioticNRG er forvaltet af Palisade Real Assets, som investerer på vegne af den hollandske pensionsfond APG. Selskabet har mere end 20 års erfaring med biogas og driver i dag en portefølje af biogasanlæg i Storbritannien.
Ifølge pressemeddelelsen er investeringen i Lemvig et led i BioticNRG's strategi om at opbygge og udvikle biogasaktiver og kompetencer.
Vil bevare lokal forankring
Planen er, at driften af Lemvig Biogas i al væsentlighed skal fortsætte uændret. Det gælder både ledelse, medarbejdere og de nuværende samarbejdsrelationer.
Samtidig vil den nye ejer arbejde på at etablere et opgraderingsanlæg, som kan gøre det muligt at afsætte gas til det europæiske gasnet.
For formanden for Lemvig Biogas, Niels Bjerre, har det været afgørende at finde en ejer, som både kan drive anlægget videre og fastholde den lokale forankring.
- Vi er glade for at have fundet en køber med solid erfaring inden for drift af biogasanlæg og med et langsigtet perspektiv. Det har været vigtigt for os at sikre en løsning, hvor anlægget fortsat driftes med øje for lokalsamfundet og som videreudvikles med henblik på at aftage endnu mere husdyrgødning fra kommunen, siger Niels Bjerre.
Mere gylle i anlægget
BioticNRG fremhæver Lemvig Biogas som et veldrevet anlæg med et stærkt fundament, gode leverandørrelationer og mulighed for yderligere udvikling.
Et centralt fokus bliver at udbygge samarbejdet med de lokale andelshavere og øge inputtet af biomasse. Dermed kan anlægget få et bredere produktionsgrundlag for grøn gas.
- Vi ønsker at udvide samarbejdet med andelshaverne med henblik på at aftage endnu mere gylle og derigennem udvide produktionsgrundlaget af grøn gas. Vi ser i den forbindelse positivt på at undersøge mulighederne for også at aftage andre biomassetyper, herunder dybstrøelse og svinegylle, lyder det fra Digby Beaumont, der er investeringschef i BioticNRG.
Varmeværk kan komme videre
Også Lemvig Varmeværk ser positivt på salget. Ifølge formand Per Strøm Kristensen giver det nye ejerskab mulighed for at fortsætte det mangeårige samarbejde mellem varmeværket og biogasanlægget.
- Lemvig Varmeværk har i mange år haft et tæt og konstruktivt samarbejde med Lemvig Biogas, og vi ser positivt på, at samarbejdet kan fortsætte under det nye ejerskab. For os er det afgørende, at anlægget fortsat udvikles med lokal forankring og med fokus på grøn omstilling. Samtidig er vi glade for, at Lemvig Varmeværk nu kan komme videre med planerne om at udbygge varmeværkets kapacitet med en varmepumpe. Det giver et solidt grundlag for, at vi også fremover kan levere grøn varme til byens borgere til en fornuftig pris, påpeger han.
Formanden for Teknik- og Miljøudvalget i Lemvig Kommune, Bent B. Graversen, peger ligeledes på, at handlen kan få betydning for både varmeforsyning, grøn omstilling og landbrugets udvikling i området.
- Det er positivt, at der nu er fundet en ny ejer med erfaring og vilje til at sætte penge i videre drift og udvikling af Lemvig Biogas. Salget sikrer samtidig en grøn og langsigtet løsning for Lemvig Varmeværk og dermed for områdets borgere. Biogas er en vigtig del af den grønne omstilling og spiller en central rolle for erhvervslivets og landbrugets udvikling i vores område, fortæller Bent B. Graversen.
Lemvig Biogasanlæg lægger vægt på, at gennemførelsen af transaktionen imidlertid er afhængig af sædvanlige betingelser.



































