Biogasrigmanden Karsten Buchhave og familien solgte i 2025 endnu en del af deres ejerandel i den Skanderborg-baserede biogaskoncern Bigadan.

Det fremgår af årsregnskabet for familiens investeringsselskab B+ Invest, der kom ud af året med et resultat på 1,4 milliarder kroner. Heraf stammer 926 millioner kroner fra en ekstraordinær gevinst ved salg af kapitalandele.

Det skriver AgriWatch, som dog ikke har fået bekræftet af Karsten Buchhave, at hele gevinsten kan henføres til salget af aktier i Bigadan.

Buchhave-familien blev eneejer af biogaskoncernen i 2004, efter at en partner gik konkurs, og familien overtog de resterende aktier. I 2021 blev knap halvdelen af Bigadan solgt til den britiske kapitalforvalter Arjun for 1,4 milliarder kroner.

Efter det seneste salg ejer Buchhave-familien ifølge AgriWatch fortsat 22 procent af Bigadan og har dermed ikke længere en majoritetspost.

Bigadan ejer og driver i dag omkring ti danske biogasanlæg.

Business