Danish Crowns oksekødsforretning har det seneste år løftet omsætningen med over en fjerdedel.
Priserne på oksekød satte gennem den første halvdel af 2022 den ene rekord efter den anden. Siden sommeren har efterspørgslen dog været vigende, skriver Danish Crown Beef. Men det er alligevel lykkedes at hæve efterbetalingen for ejernes leverancer af kreaturer fra 130 til 135 øre pr. kg.
Omsætningen er løftet med 28 procent til 6 milliarder kroner mod 4,7 milliarder kroner året før. Stigningen er båret af en god efterspørgsel på dansk oksekød og et generelt lavt udbud på tværs af de europæiske markeder, skriver kødkoncernen.
- Vi står stærkere, end vi har gjort meget længe. Vores medarbejdere har ydet en fantastisk indsats gennem hele året, og der bliver leveret i alle dele af forretningen. Vi har et godt samarbejde med vores største kunder i både Danmark og udlandet. Det skal vi bygge videre på gennem fortsat innovation, for det er vejen til at sikre en konkurrencedygtig afregning til andelsejerne, siger adm. direktør i Danish Crown Beef, Finn Klostermann, i en pressemeddelelse.
Oksekødsdivisionen har lanceret en række nye produkter til både eksport og det danske hjemmemarked – blandt andet har man fordoblet salget af den såkaldte »Burger Boost«.
Årstiden giver oksekødsprisen sværere kår
Vil fastholde position
Hudeselskabet Scan-Hide fastholder indtjeningen i samme leje som tidligere og har investeret kraftigt i branding og bæredygtighed.
- De første 9-10 måneder af regnskabsåret lykkedes alt, hvad vi rørte ved, men hen over sommeren begyndte vi også at mærke konsekvenserne af den hidsige inflation som en nedgang i efterspørgslen. Derfor gælder det nu om at fastholde den position i markedet, vi har skabt over de senere år, blandt andet båret af en høj grad af innovation og nye produkter, men også et fokus på bæredygtighed og dyrevelfærd. Vi har et rigtigt godt udgangspunkt, men vi skal være skarpe hver eneste dag, for ellers står der andre klar til at tage vores plads, siger Finn Klostermann.
For andelsejerne har den vedvarende efterspørgsel betydet en rekordhøj gennemsnitlig afregningspris, der ved regnskabsårets slutning lander på 30,50 kroner pr. kg, hvilket er 8,70 kroner pr. kg højere end sidste år.
Dermed har Danish Crown Beef samlet set løftet afregningsprisen til de danske andelsejere med 40 procent. I august måned var Danish Crown Beefs gennemsnitlige afregningspris på tværs af kategorier oppe på 36,90 kroner pr. kg.
De samlede resultater gør, at efterbetalingen for regnskabsåret 2021/22 bliver fem øre højere pr. kg end året før.
- Kigger vi tilbage på det forgangne år, har Danish Crown Beef i dén grad leveret. Afregningen for kreaturer har aldrig været højere, dyrene bliver afhentet rettidigt, mens driften på slagterierne er stabil og effektiv. Det er nærmest umuligt at forudsige, hvordan efterspørgslen vil udvikle sig i 2023, men i Danish Crown Beef har vi gode aktiviteter i gang, siger Karsten Willumsen, formand for Kreaturforum.
- Det er koncepter, der er skræddersyede til både detailhandel og foodservice, og så matcher de både forbrugernes ønsker og producentens virkelighed. Danish Crowns fornemste opgave er at sikre andelsejerne en så høj og konkurrencedygtig notering som muligt. Det vil vi sammen med alle andelsejere gøre en stor indsats for, at vi også kan levere i 2023.