Rungende »ja« til fusionsplaner
Der var et klart flertal for en fusion på ekstraordinær generalforsamling i Sønderjysk Landboforening. Nu afventes den endegyldige afgørelse, når KHL skal afvikle sin anden ekstraordinære generalforsamling 22. juni.

SLF’s formand Christian Lund redegjorde for bevæggrundene for fusionsplanerne. Foto: SLF
Det blev et rungende »ja«, da de fremmødte medlemmer på den ekstraordinære generalforsamling i Sønderjysk Landboforening torsdag aften skulle tage stilling til bestyrelsens forslag om at indgå i en fusion med Kolding Herreds Landbrugsforening og LandboSyd.
Der var 95 procent ja-stemmer.
Til stede på mødet var også et stort antal medarbejdere, som har taget positivt imod fusionsplanerne.
Valg til bestyrelsen
Herefter var der valg til det nye formandskab og bestyrelsen.
Christian Lund blev valgt til formandskabet, mens følgende fem blev valgt til bestyrelsen: Berith Nissen, Søren Laustsen, Johan Schmidt, Niels Martin Krag og Wilma van den Hengel. Flemming Skov og Esben Skøtt er valgt til suppleanter.
Samtidig med SLF’s møde på Agerskov Kro blev der også afholdt ekstraordinære generalforsamlinger hos LandboSyd og Kolding Herreds Landbrugsforening. Også her blev der stemt ja til fusionen.
Den endegyldige afgørelse falder, når Kolding Herreds Landbrugsforening i henhold til sine vedtægter afholder sin anden ekstraordinære generalforsamling. Det sker torsdag den 22. juni.