Efter samlet 23 år hos først Gøma og senest Samson Agrolize A/S og AB har administrerende direktør Søren Wistoft Jensen besluttet at forlade gyllevognsproducenten. Han bliver efterfulgt af Torben Larsen, som efter otte år hos Samson Agro A/S overtager stillingen.
Søren Wistoft Jensen stopper efter en succesfuld fusion af Gøma ind i Samson Agrolize, og Torben Larsen overtager stafetten for den videre udvikling af virksomhederne, som sælger og servicerer Samson Group koncernens brands Samson og Pichon i Danmark og Sverige.
Det skriver Samson Group i en pressemeddelelse.
Søren Wistoft Jensen har haft mange gode år i branchen, som de seneste år særligt har koncentreret sig om sammenlægningen og udviklingen af et nyt Samson Agrolize.
- Det har været utrolig spændende at få integreret de to virksomheder til én samlet, efter Samson Group A/S købte Gøma i 2021 og fusionerede virksomheden ind i koncernens allerede eksisterende handelsselskab, Samson Agrolize. Vi har fået samlet nogle gode og utroligt stærke kompetencer til stor gavn for både vores kunder og medarbejderne. Integrationen er lykkedes, fordi medarbejderne har gjort et kæmpe stykke arbejde og været indstillet på at skabe en stærk arbejdsplads, hvor vi spiller hinanden gode. Uden den tilgang havde det været en vanskelig proces, og derfor vil jeg gerne sige en stor tak til alle medarbejdere, siger Søren Wistoft Jensen.
Salg og service
Torben Larsen har siden 2015 spillet en central rolle for Samsons’ markedsudvikling særligt på store eksportmarkeder som Frankrig og Tyskland, men også på mange af koncernens mindre eksportmarkeder. Med den erfaring i bagagen er Torben Larsen klædt godt på til opgaven. Han har indgående kendskab til produkter, kunder og markeder samt værksteds- og serviceopgaverne.
Et godt udgangspunkt for nu at rette fokus på udviklingen af salg og service i Danmark og Sverige.
- Jeg ser meget frem til den nye rolle som adm. direktør for Samson Agrolize A/S og AB og samarbejdet med både kunder og medarbejdere. Virksomhederne står stærkt, og jeg vil gøre mit, for at dette fortsætter, så Samson Agrolize også i fremtiden er den stærkeste partner på vores hjemmemarkeder i Danmark og Sverige, siger Torben Larsen.
Søren Wistoft Jensen ser positivt på, at hans efterfølger er valgt internt i Samson Group-koncernen og er en person, der har et stort indblik i branchen.
- Jeg er meget glad for at kunne overlade direktørstolen til Torben Larsen. Det har bestemt ikke været den nemmeste beslutning at tage efter så mange år i samme virksomhed, men det er det rigtige tidspunkt for mig til at prøve noget helt andet. Jeg vil gerne takke for et godt samarbejde med kunder og samarbejdspartnere gennem alle årene, de relationer har været en stor fornøjelse at være en del af, afslutter Søren Wistoft Jensen.
Torben Larsen tiltræder som adm. direktør i Samson Agrolize A/S og AB den 26. august 2023.
Samson Group
Samson Group består af fabrikantselskaberne Samson Agro A/S, Samson Agro Sasu og Samson Agro SP Z.o.o. samt handelsselskaberne Samson Agrolize A/S og Samson Agrolize AB.
Koncernen driver mærkerne Samson og Picon og er førende leverandør i Europa af naturgødningsmaskiner og tilhørende udbringningsteknik. Samson Group råder over topmoderne produktionsenheder i Danmark, Frankrig og Polen og forhandler produkterne gennem et veletableret forhandlernet.