To af de største amerikanske landbrugskooperativer udforsker nu flere potentielle muligheder mellem deres virksomheder i en tid, hvor faldende kornpriser har presset landbrugsvirksomheder verden over.
Det beretter mediet Bloomberg.
CHS, det største amerikanske landbrugskooperativ, vil undersøge yderligere samarbejdsmuligheder med selskabet Growmark i løbet af de kommende måneder, lyder det i en fælles erklæring fra selskaberne.
Kooperativerne har konsolideret sig i årtier for at nyde stordriftsfordele og bedre konkurrere med afgrødehandelsgiganterne, der dominerer de globale landbrugsmarkeder. Situationen på de globale afgrødemarkeder har presset indtjeningen i sektoren, hvor det Minnesota-baserede CHS for nyligt rapporterede om et fald på 33 procent i kvartalsomsætningen.
CHS og Illinois-baserede Growmark samarbejder allerede med en venturekapitalfond for at søge nye fremskridt inden for landbruget. Growmark betjener næsten 400.000 nordamerikanske kunder med planteværn, energi og andre produkter.
- Vi tror på, at vi ved at arbejde sammen bedre kan tjene vores landmænd og andelshavere, lyder det fra CHS adm. direktør Jay Debertin.
Selskaberne har afvist at kommentere på, om det potentielle resultat af samarbejde kan omfatte en fusion eller opkøb.