Millionbod vælter ærtekongen: Erklærer sig selv konkurs

Indehaver af Greenpeas Entreprise ApS, Peter Skov Johansen. Arkivfoto: Erik Hansen
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Tirsdag kom det frem, at ærteproducenten Greenpeas Entreprise ved Refsvindinge på Østfyn i en lønstrid med fagforeningen 3F blev idømt en bod på en million kroner.
Det skete som af følge en retssag, hvor ærtevirksomheden blev fundet skyldig i at have underbetalt 286 medarbejdere, der plukkede ærter i 2020 samt at have brudt overenskomsten med 3F. I alt drejer det sig om over 5 millioner kroner i forhold til den overenskomstmæssige timeløn.
Det har nu fået den konsekvens, at indehaver Peter Skov Johansen har valgt at indgive en konkursbegæring af virksomheden.
Det fortæller han i et skriftligt svar til Fyens.dk.
- Vi har forgæves forsøgt at opnå en forligsløsning med 3F, men desværre uden resultat. Det er ærgerligt, at en type virksomhed, som vores, ikke kan omfattes af overenskomstens rammer. I denne situation har vi derfor ikke haft andre muligheder end at indgive konkursbegæring af virksomheden, lyder det i mailen til avisen.
Indehaveren ønsker dog ikke at sætte tal på mængden af sæsonarbejdere, ligesom han heller ikke vil forholde sig til millionboden.
Ærteproducenten blev senest i efteråret 2023 idømt en bøde for ulovligt at have anvendt to beboelsesvogne til sæson-arbejdere og udvidet ejendommen med et stuehus uden tilladelse.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.




































