EU giver i dag tilskud til, at skolebørn kan få mælk i skoletiden, men ikke plantedrikke.

Hos EU-Kommissionen vil man inden længe tage stilling til, om skolemælksordningen skal udvides, sådan at skolebørn over hele EU kan få tilbudt plantedrikke, og ikke kun komælk, som en del af ordningen.

Netop den ændring kæmper brancheorganisationen Plantebranchen, som repræsenterer 80 danske virksomheder og organisationer, for at få gennemført.

- Vi har fået en positiv bekræftelse fra Jacob Jensen, minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, med hensyn til, at han arbejder på at få afklaret muligheden for at få plantedrikke ind som en udvidelse af EU’s skoleordning for frugt og grønt, siger Frederik Madsen, sekretariatschef for Plantebranchen, i en pressemeddelelse.

Organisationen skriver yderligere, at man presser på for at få ændret de nuværende økologiregler, så det bliver lovligt at tilsætte naturligt calcium fra f.eks. tang til de økologiske plantedrikke.

- Økologireglerne er på mange måder særdeles gode, men trænger til en modernisering med hensyn til en naturlig berigelse af produkter med calcium, så de ikke er med til at hindre en nødvendig ændring af kosten i en mere plantebaseret retning, tilføjer sekretariatschefen.

I et brev til Frederik Madsen, som FødevareWatch har set, skriver Fødevareministeren i et svar til Frederik Madsen, at regeringen vil undersøge, hvorvidt der er baggrund for at give støtte til plantedrikke under EU’s skoleordning for frugt og grønt, og at det vil indgå i det videre arbejde i EU fra dansk side.

Business