Den hollandske mejerikoncern har haft et rædselsår og kan, højst overraskende for et andelsselskab, præsentere et milliardunderskud i sit regnskab for 2023. Det skriver mejeriet i en pressemeddelelse.
Her fremgår det, at driftsresultatet i 2023 var på 75 millioner euro (559,1 millioner kroner), et fald på 84,1 procent sammenlignet med året før. Samtidig æder en række engangsomkostninger og højere finansieringsomkostninger den sidste del af overskuddet, så nettoresultatet ender på et underskud på 149 millioner euro (1,1 milliarder kroner). Året før var nettoresultatet på 292 millioner euro (2,2 milliarder kroner).
På grund af underskuddet er der således ingen efterbetaling til mejeriets andelshavere, fortæller selskabets topchef, Jan Derck Van Karnebeek.
- 2023 var et svært år for FrieslandCampina. Forretningsresultaterne, især med hensyn til vores globale forbrugermejeri- og handelsaktiviteter, var hårdt under pres. Derimod havde forretningsgrupperne Specialized Nutrition and Ingredients et godt år, selvom dette ikke var tilstrækkeligt til at kompensere for de skuffende resultater i de to andre forretningsgrupper...Det er skuffende, så meget desto mere i betragtning af de øgede omkostninger for vores medlemmer og omkostningerne til indsatsen for yderligere at øge bæredygtigheden på bedrifterne, udtaler topchefen.
Ifølge mejeriet skal det store fald i omsætningen, fra 14,1 (105,1 milliarder kroner) til 13,1 (97,6 milliarder kroner), primært findes i ugunstige valutaomregningsaffekter, salget af en del tyske aktiviteter og faldende salg, som forårsaget af høj inflation. Desuden har man haft en række engangsudgifter, blandt andet i forbindelse med den store spareplan, Expedition 2030, man i forvejen havde iværksat. En spareplan, der globalt vil eliminere 1.800 jobs.
Arla redder sit regnskab i andet halvår og sikrer god efterbetaling til mælkeproducenterne