Et nyt forskningsprojekt på Aarhus Universitet skal hjælpe mælkeproducenterne med at holde deres køer i live og i god form. Det vil man gøre ved til dels at udvikle nye diagnosticeringsværktøjer til dyrlægerne og til dels lave udregningsmodeller, der skal synliggøre de økonomiske fordele for landmanden i at forebygge sygdomme.
Kan man forebygge sygdomme og holde sine køer sunde og raske, bidrager det ikke kun til at mindske en bedrifts samlede CO2-udledning, det kan også mærkes på bundlinjen hos den enkelte landmand.
Det er budskabet i et nyt forskningsprojekt på Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet, der netop har modtaget 10,5 millioner kroner fra Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP), der hører under Landbrugsstyrelsen.