Inden længe udløber en overgangsordning, hvorfor det ikke længere vil være lovligt at holde ungdyr og kalve i stalde med fuldspaltegulv. Overtræder du lovgivningen, kan der være konsekvenser.
Efter den 1. juli i år vil det ikke længere være lovligt at holde kvier på fuldspaltegulv.
- Der er rigtig mange gamle stalde, hvor der stadig er arealer med fuldspaltegulv, og hvor der går ungdyr i. Men en del står også tomme, fortæller Rikke Oehlenschlæger Hjort, som er byggerådgiver med speciale i kvæg i Velas.
Det vil altså sige, at man inden 1. juli skal have fundet en løsning på, hvordan man vil imødekomme problemet. Ellers kan der gives både bøder og i værste fald fængselsstraf.
Mange overvejelser
Hvilken løsning, der bedst kan betale sig for den enkelte, afhænger af flere forskellige ting.
- På én bedrift kan den bedste løsning være at bygge stalden om, så den bliver lovlig. Andre steder vil det blive for dyr en løsning, når der samtidig reduceres i antallet af dyr, der kan være i stalden. Så kan det måske bedre svare sig at bygge et helt nyt staldafsnit. Er stalden saneringsmoden, kan det også være, at den bedste løsning er at bygge en helt ny stald eller finde en anden stald i naboområdet. Men det skal afvejes individuelt, understreger Rikke Oehlenschlæger Hjort.
Ofte ligger ældre stalde tæt ved stuehuset, og det kan også medføre udfordringer i forhold til miljø- og byggetilladelser.
- Den løsning, der udnytter pladsen bedst muligt, er at etablere et udvendigt foderbord og etablere sengebåse i midten af stalden, men hvis stalden ligger tæt ved stuehuset, er det ikke sikkert, at det er optimalt, hvis man får direkte indkig fra stuehuset. Løsningen bør findes lokalt på den enkelte bedrift i samarbejde med en rådgiver, så forskellige muligheder kan blive vendt. Dermed kan den rigtige og mest fordelagtige beslutning tages på et oplyst grundlag, siger hun.
Husk godkendelser
Uanset hvilken løsning den enkelte landmand vælger, er det vigtigt, at man får det formelle på plads.
- Når der skal ændres i selve produktionsarealet, skal man huske at have styr på sin miljøgodkendelse. Ændres der i staldens gulvkonstruktion, skal der byggetilladelser til. Der er derfor en række myndighedsgodkendelser, som er nødvendige for, at man på lovlig vis kan nå i mål med de ændringer, der sikrer, at man efter 1. juli lever op til reglerne, fortæller Rikke Oehlenschlæger Hjort.