Alarm advarer mod dødbringende gyllegas
Flere alvorlige svovlbrinte-ulykker i foråret har fået Byggeri & Teknik I/S til at afsøge markedet for løsninger. Nu anbefaler de en allerede kendt teknologi for at forhindre ulykker med gyllegas.

Byggeri & Teknik vil forebygge svovlbrinteulykker med en detektor, som giver en alarm, når der er fare på færde.
Byggeri & Teknik I/S vil forebygge ulykker i landbruget med den farlige gyllegas – svovlbrinte. Løsningen er en alarm, der advarer, når koncentrationen af dampe, når et vist niveau.
‐ I flere andre erhverv er en svovlbrintemåler en hel naturlig del af medarbejdernes påklædning, når de arbejder på steder, hvor den dødbringende og uberegnelige svovlbrinte kan forekomme. Det er bare ikke almindeligt i landbruget, men det vil Byggeri & Teknik I/S nu arbejde for, at det bliver, siger direktør Flemming Hedegaard, Herning.
Formålet er at udbrede kendskabet til en god teknologi til at forebygge ulykker, fremfor at basere sikkerheden på tommelfingerregler og rutiner.
Test gav gode erfaringer
Byggeri & Teknik har testet svovlbrintemåleren i flere stalde, hvor den afslørede fejl i gyllesystemer, som medførte spredning af gyllegas.
- Der findes mange tommelfingerregler for, hvordan man kan opdage svovlbrinte, og hvad man skal gøre for at passe på. Men det mest sikre er at vide, fremfor at gætte på – hvad luftens indhold af svovlbrinte er. Man må aldrig stole på en fornemmelse, for efter blot en uges test oplevede vi, at den samme stald nogle gange gav problemer og andre gange ikke, så man kan aldrig vide sig sikker, siger projektleder, teknikrådgiver Kurt Mortensen.
Byggeri & Teknik er sikre på, at den lille alarm er en del af løsningen og kun advarer, når der er noget at advarer imod.
Anbefaler detektor
Byggeri & Teknik har valgt at sætte sig i spidsen for en kampagne, der skal udbrede kendskabet til, hvor farlig svovlbrinte er. Derfor har de hjemtaget en lille måler, som er velkendt og brugt i andre erhverv.
Noget af det mest enkle og pålidelige at måle med er en lille detektor på størrelse med en tændstikæske. Den kan placeres på tøjet eller endnu bedre, på støvleskaftet. Det skyldes, at svovlbrinte er en smule tungere end atmosfærisk luft og frigives ved arbejde med blandt andet gylle, så koncentrationen bevæger sig nedefra og opefter.
‐ Detektoren sælges sammen med en rådgivningssamtale, for det er vigtigt, at de eventuelle alarmer, som måleren giver, også bliver taget alvorligt, og at man efterfølgende udbedrer eventuelle tekniske skader på gyllesystemet frem for, at man lader måleren ligge, siger
Flemming Hedegaard, som anbefaler at alle landbrug, som håndterer gylle, har en detektor.
- Den er prisbillig, enkel, sikker og kalibreringen kan holde i to år. Det er en meget billig sikkerhed, siger Flemming Hedegaard.
Svovlbrinte
Dødsulykker med gylle og svovlbrinte i landbruget (2012 ‐2019)
2012 En 36-årig hollænder er død efter at være kravlet ned i brønd til en gylletank uden ilt. Hans 40‐årige bror advarede ham inden, men manden kravlede alligevel derned.
2013 En 55‐årig landmand omkom efter fald ned i tanken på en gyllevogn.
2013 To mand døde i en gyllebrønd – der skulle repareres en pumpe og svovlbrintedampe tager livet af dem.
2014 En 53-årig landmand omkommer, da han var i gang med at læsse gylle fra en gylletank over i en gyllevogn.
2014 En 73-årig mand døde efter fald i gylletank.
2016 En 70-årig findes død i en gylletank.
2017 En 44 -årig ansat har mistet livet ved en svovlbrinteforgiftning i forbindelse med rengøring i en tømt svinestald i Brønderslev.
Dertil kommer de mange »lige ved og næsten« ulykker, som de to fra foråret 2019, hvor i alt fem er kommet alvorligt til skade.
(Kilde: Seges)
Fakta om svovlbrinte
Svovlbrinte (H2S) er en særdeles giftig gas, hvis lugt ofte beskrives som »rådne æg«. Gassen er lumsk, da den lammer lugtesansen.
Svovlbrinte stinker, men dræber uden lugt. Derfor er det ikke muligt at afgøre ved hjælp af lugtesansen, om en lokalitet er farlig på grund af en forekomst af svovlbrinte.
Giftvirkningen er som cyanids, idet cellernes forhindres i at optage ilt, så de dør, ligesom hvis der var iltmangel.
(Kilde: Byggeri & Teknik)