Byggeafdelingen i Velas har ansat endnu en erfaren arkitekt, som skal hjælpe landmændene med alt fra boligtegninger til lovliggørelser.
Af Lene Aagaard, arkitekt hos Velas
BYGGERI Vi har i Velas stor succes med at bygge boliger og mindre erhvervsbygninger i det åbne land, og vi har derfor oprustet vores team i form af arkitekt Anna Grethe Aggerholm.
Hun har 22 års erfaring som arkitekt og er skiftet fra Tegnestuen Birk, der er en del af Byggeri og Teknik I/S i Herning. Dermed har vi nu to arkitekter ansat, som sammen løfter arbejdet med tegning og visualisering af ny bolig eller staldanlæg og frem til myndighedsbehandling, lovliggørelser og byggetilsyn.
Et af de steder, hvor vi kan gøre en forskel for landmændene, er i forhold til planloven, som regulerer byggeriet i det åbne land og hvad man kan tillade sig i forhold til de eksisterende bygningers anvendelse. Til tider kan disse sager være meget komplekse, men vi har indgående kendskab til dem og kan derfor være sparringspartner på alle dele af sagerne.
Få en guidet tur i huset, før det er bygget
Vi arbejder meget på at tage digitale løsninger i brug, når vi løser opgaver for kunder.
Eksempelvis er vi i fuld gang med at bruge virtual reality, så man som kunde kan tage et par briller på og få en virtuel rundtur i sit hus, allerede før det er bygget. Og er man utilfreds med placeringen af en væg, så rykker man den bare på computeren, og pludselig kan man gå en ny tur i huset, man selv har været med til at skræddersy.
Vi har også lavet 3D-print af et hus, ligesom vi laver film af huset, førend det er bygget. Det kan lyde som et stort skridt væk fra de genkendelige papirtegninger, men det hjælper kunderne til at se det færdige resultat på forhånd.
Eksperter i store huse
Som arkitekt er det vigtigt, at man kan lade sin kreativitet udfolde sig, mens man taler med kunden. Det gør vi en dyd ud af, og derfor kommer vi heller ikke med en færdig tegning, som vi så ændrer lidt på – vi bygger projektet op omkring kunden og både tegner og bygger nøjagtigt det, kunden vil have.
Gennem årene har vi stået for et hav af store, flotte huse, som passer perfekt ind i de flotte omgivelser, hvad enten det er marker, åer eller havudsigter.
Kontakt os endelig, hvis I går med byggedrømme i hovedet – hvad enten det er boliger eller stalde, så kan vi stå for alt fra tegning til byggeri.