Hvem arver gården, når du dør?

Det afhænger af, om der er oprettet et testamente eller ej, påpeger Marina de Paoli fra LandboSyd, og gør opmærksom på, at der er flere aftaler, der er vigtige at få nedfældet, når man eksempelvis er medejer af et selskab.

Adskillige landmænd har mange samarbejdsrelationer. Det kan være alt fra det mere uformelle høstsamarbejde med naboen til et egentligt I/S eller et kapitalselskab (ApS eller A/S) med andre landmænd, investorer m.fl.

Men uanset, hvordan konstruktionen er, vil alt, hvad man ejer, blive fordelt blandt ens arvinger, når man dør.

Hvem, der er arving, afhænger af, om afdøde har oprettet testamente.

Børn bliver medejere

- Har du ikke et testamente, vil arven blive fordelt i henhold til reglerne i arveloven – og her står intet om, at en medejer, en med-interessent eller en med-kapitalandelsejer arver noget som helst, eller hvordan sådanne andele skal afhændes, siger jurist hos LandboSyd, Marina de Paoli.

Nogle gange står man dermed i den situation, at en efterlevende ægtefælle eller afdødes børn ved dødsfaldet bliver medejer af en virksomhed og i princippet skal drive den videre sammen med afdødes forretningspartnere.

Aftale med andre ejere

Når man indgår i samarbejdsrelationer, er det derfor vigtigt at lave en aftale med sine med-interessenter eller de øvrige kapitalandels-ejere om, hvad der skal ske ved dødsfald. Derfor bør der tages stilling til følgende:

● Skal de øvrige ejere / interessenter have ret (og måske pligt) til at købe afdøde ud?

● Er det markedsværdien, der skal anvendes – eller en anden værdi?

● Øvrige vilkår?

● Skal de øvrige ejere / interessenter arve (noget af) virksomheden?

● Skal virksomheden afhændes bedst muligt?

● Skal afdødes ægtefælle / børn have ret til at overtage virksomheden og indgå i driften?

Sådanne aftaler skal skrives ned i en interessentskabskontakt eller i en ejeraftale.

- Ved samme lejlighed bør man også oprette et testamente, så det er helt klart, hvem der skal arve hvad, herunder kapital- eller interessentskabsandelene, slutter jurist Marina de Paoli.

/ jba

/jba

Læs også