Ifølge økonomikonsulent Kristian Bak Larsen, Patriotisk Selskab, er der meget, man som landmand kan gøre for at opnå et bedre samarbejde med banken om sin landbrugsbedrift – og hermed øge sine chancer for gode finansieringsaftaler.
ØKONOMI Er man i tvivl om, hvorvidt banken tror på fremtiden for ens landejendom og landbrugsvirksomhed; så kan det ifølge økonomikonsulent Kristian Bak Larsen, Patriotisk Selskab, muligvis være på tide at kigge indad:
- Man kan overveje, om man egentlig giver banken en grund til at tro på ens virksomhed. Har banken indsigt i og forståelse nok for virksomheden, til at de kan se potentialet og tør være med på nye projekter? Banken er en af landmandens vigtigste samarbejdspartnere, og derfor fordrer et godt samarbejde naturligvis, at man behandler banken derefter, siger han og erkender, at det formentlig er noget, som mange har hørt før. Han konkretiserer:
- I praksis betyder det, at når banken har et stort engagement i en virksomhed, så vil de gerne have, at ejeren jævnligt informerer om resultaterne og økonomien, uanset om det går godt eller dårligt. Det giver dem tryghed – også selvom det selvfølgelig ikke går supergodt hele tiden”.
Se virksomheden fra bankens side
- Hvis man kan opbygge et godt samarbejde med banken, øger det chancerne for at få nogle gode finansieringsaftaler i hus – og samtidig kan man have ro i maven omkring samarbejdet og det næste møde i banken, man skal til”, konstaterer Kristian Bak Larsen og fortsætter:
- Banken ved godt, at der bliver færre landbrug, og at engagementet hos den enkelte landmand dermed skal være større, hvis deres indtjening på landbrug skal undgå at falde. Nogen oplever, at det kan være svært at få lov at låne penge – men vi ser altså eksempler på, at folk får lov. Og man kan selv gøre meget for at styrke sine muligheder. Banken er med andre ord klar på at låne penge ud, hvis de tror på, at det kan blive en fornuftig forretning begge veje. Det er op til virksomhedsejeren at vise – hvilket er nemmere at gøre, hvis man prøver at sætte sig ind i, hvordan banken ser på ens virksomhed.
Kristian Bak Larsen mener, det der er flere måder til at forbedre samarbejdet med banken. Det handler blandt andet om åbenhed omkring økonomien i landbrugsbedriften og få lagt en plan for finansiering.
jba