Hun er godsets 10. kvindelige ejer – og er gået til kamp for smidige EU-regler

Udvalget for klima, miljø og friluftsturisme i Næstved Kommune har – hidtil forgæves – forsøgt at få fødevareminister Jacob Jensen til at lempe de restriktive brakregler i Danmark.

Initiativtageren til forsøget er partifælle til ministeren, men det har absolut ikke afholdt hende fra at sige sin uforbeholdne mening om emnet. Eller at kritisere det efter hendes mening skuffende svar fra ministeriet.

- Jeg skeler overhovedet ikke til partifarve, hvis jeg på en både konstruktiv og kritisk facon vil gøre en siddende minister opmærksom på en vigtig problemstilling. Og det er altså tåbeligt, når man fra myndighedernes side kræver, at brakarealerne skal slås hvert eneste år, lyder det fra Cathrine Riegels Gudbergsen.

Tænk på flora og fauna

Den 52-årige indehaver af Broksø Gods overbeviste samtlige sine kommunale udvalgskolleger om nødvendigheden af at sende et brev til fødevareministeren. Med en klar opfordring om at droppe bestemmelsen om den årlige slåning.

- Det er faktisk for naturens skyld, at vi skrev brevet. Hvis vi mener noget med biodiversitet, vil et krav om slåning hvert andet eller tredje år være betydeligt mere hensigtsmæssigt. Dermed er der mulighed for at efterlade en langstrået, vissen vegetation til om vinteren. Og det er helt afgørende for overvintringen af mange af de insekter, der i øvrigt er i alarmerende tilbagegang. Det handler om at lade flerårige planter sætte frø, om at gøre noget for flora og fauna, forklarer Cathrine Riegels Gudbergsen.

- Svaret fra ministeriet lød, at man jo bare kan vælge nogle andre ordninger. Men jeg ønsker mig ikke 3.000 muligheder. Næ, hold det simpelt, opfordrer godsejeren.

Allerede bureaukratisk bøvl under amterne

Hun er tredje generation på det sjællandske gods, hvis historie imidlertid kan føres helt tilbage til 1600-tallet. Og faktisk er Cathrine Riegels Gudbergsen – den ældste af tre søskende og selv mor til fire børn – den 10. kvindelige ejer af Broksø Gods. Hun overtog den kendte land- og skovbrugsvirksomhed i Herlufmagle Sogn i 2003. Halvdelen af den tilhørende jord befinder sig i Næstved Kommune, den anden halvdel i Faxe Kommune, og inden den seneste kommunalreform strakte arealerne sig endda over to amter.

- Det er da heller ikke ond vilje men snarere uvidenhed, der præger mange politikeres holdning. Det gælder ikke kun miljøpolitikken. Jeg oplever stor lydhørhed, når jeg fortæller om mit kendskab til praktikken hjemme fra bedriften, ligesom jeg ligeledes lytter meget til uddannede skolelærere, når det handler om børn og undervisning. Kommuner skulle jo gerne være til for at hjælpe og bistå borgerne, ikke for hver gang at skulle finde fem fejl, som godsejeren formulerer det.

Det koster at kræve

Cathrine Riegels Gudbergsen mener generelt, at danske landmænd bør slippe for brakkravet ligesom kollegerne i de øvrige EU-lande. Og at det indtil da handler om at bekæmpe helt urimelige stramninger af det nationale brakkrav.

- Det gavner hverken biodiversiteten eller det gode landmandskab, når reglerne for, hvornår arealer bliver til permanent græs, pludselig bliver ændret, som vi så det forleden. Og det virker ofte som om, at jo længere tid man venter på at gøre noget for naturen, jo flere penge er der i det – mens der ikke er noget tilskud at hente, hvis man er tidligt ude. Groft sagt kan man sige, at man indirekte belønnes for ikke at gøre noget ekstra godt for naturen. Mange københavnere har måske svært ved at forstå, hvorfor man skal belønne landbruget for at udlægge arealer til natur. Men landmanden har altså købt sin jord med henblik på at dyrke den, fordi det er vi blevet bedt om, og hvis man så beder os om at omlægge, koster det naturligvis noget. Her kommer vi ikke udenom, at der skal være et incitament, forklarer hun.

EU-landene fortolker forskelligt

Det er ikke lang tid siden, at Cathrine Riegels Gudbergsen først og fremmest af familiære hensyn valgte at bortforpagte 650 hektar landbrugsjord. Hun har stadig 100 hektar natur, nogle skovområder og jagtarealer plus diverse ejendomme såsom selve godset på Broksøvej. At hun ikke længere kan skrive landmand på visitkortet, forhindrer ikke godsejeren i at ytre sig kritisk om meget af den gældende miljø- og landbrugslovgivning – og ikke mindst EU-delen af den:

- Der er ingen som helst tvivl om for mig, at en lille fisk som Danmark er nødt til at være sammen med andre om tingene, og at vores EU-medlemskab generelt er positivt. Men det er godt nok også et meget bureaukratisk tungt samarbejde. Her kan man dog godt spørge sig selv, hvor meget der er EU’s skyld, og hvor meget der er overimplementering, siger hun.

- Det var dengang amterne, der administrerede EU-ordningerne, og det betød for eksempel, at den ene halvdel af min jord måtte slås fra den 1. juni og den anden halvdel fra den 15. juni, medmindre jeg altså fik dispensation. Det var med til at vise mig vigtigheden af, hvem der administrerer reglerne, selv om lovgivningen jo er den samme. Det er blandt andet derfor, jeg er gået ind i politik, siger Venstre-kvinden.

Kommunen er til for borgerne

Cathrine Riegels Gudbergsen understreger betydningen af input fra virkelighedens verden, når eksempelvis kommuner skal forvalte gældende lovgivning. Derfor havde hun heller ingen problemer med at overbevise såvel blå som røde udvalgskolleger om behovet for den ministerielle henvendelse om brakreglerne:

- Også venstrefløjen i byrådet kunne jo godt se, hvor tudetosset det er at skulle slå brak hvert år, når jeg fortalte om mine egne erfaringer. Jeg har selv praktiseret mosaikslåning, hvor GPS’en hjalp mig til kun at slå de enkelte striber hver anden sæson. Dermed fik planterne lov til at gro, hvilket er godt for biodiversiteten. Fuglene kan også godt lide at have noget at gemme sig i, siger hun.

- Landene fortolker den samme EU-lovgivning meget forskelligt. Der burde være ens vilkår på tværs af grænserne. Reglerne taler heller ikke sammen – eksempelvis er det, der virker på vandmiljøområdet, ikke altid godt for fuglebestanden. Og se på, hvordan man her i Danmark er så fokuseret på kvælstof, hvorimod man i Sverige og andre lande har mere fokus på fosfor. Derudover forstår jeg simpelthen ikke osteklokke-lovgivningen omkring CO2 – det må dog være elementær logik, at udledningen ikke forstår sig på landegrænser, og at det derfor må handle om at producere for eksempel kødet, hvor CO2-udledningen er mindst, mener Cathrine Riegels Gudbergsen.

Ikke raketvidenskab at være bæredygtig

Når det gælder diskussionen om bæredygtighed og sådan noget som kødindtag, tænker hun på tidligere generationers fornuftige tilgang til dagligdagen:

- Det er jo ikke raketvidenskab at ty til gammeldags dyder som at huske at lukke døren, slukke lidt oftere for varmen og for lyset, genbruge tingene, have en kødløs dag i ny og næ og sværge til årstidens grøntsager. Tag dog en striktrøje på i stedet for partout at skulle gå rundt i t-shirt på frostkolde februardage, og lad være med at få fløjet eksotiske madvarer ind udefra. Apropos kød er det skørt at ødelægge muligheden for græsning af dyr på lækre naturarealer – det kan da godt være, de prutter og udleder metan, men de gavner biodiversiteten og producerer samtidig kød, der er noget bedre end de hormonpumpede køer fra Argentina, siger Cathrine Riegels Gudbergsen.

Den grønne treparts lokale repræsentant

Hun er blevet udpeget som Næstved Byråds repræsentant i forhold til at implementere den grønne trepartsaftale – med blandt andet udtagning af landbrugsjord – lokalt. Dét arbejde ser Cathrine Riegels Gudbergsen frem til, selv om hun nok ikke kan undgå at få skældud undervejs af mangeårige landmandskolleger:

- Tro mig: Jeg er heller ikke fan af den grønne trepart, der for mig at se mangler faglige input. Jeg er også nervøs ved, at udtagningen jo giver færre fødevarer på den lange bane. For natur og landbrug kan sagtens gå hånd i hånd. Men jeg har med min baggrund forståelse for, at hvis man ikke gør det her rigtigt, så kan det koste kassen for erhvervet. Derfor er det nok bedre, at jeg er byrådets repræsentant, fremfor at det er en eller anden uvidende bypolitiker, siger hun.

At Cathrine Riegels Gudbergsen ikke bare er uddannet agrarøkonom men minsandten også psykolog, kan måske hjælpe hende i dén proces:

- Jeg har altid sagt, at det faktisk er meget smart også at være psykolog, når man er landmand, for så kan man da hjælpe sig selv lidt en gang imellem med de stramme rammevilkår, vi døjer med, griner hun.