Som udgangspunkt skulle danske kartoffelavlere egentlig stå godt, når det nye begreb eco-cheme kommer til at spille en rolle med den kommende reform af EU’s landbrugspoltik. De danske politikere har nemlig besluttet, at landbrugsproduktion af plantebaserede fødevarer i sig selv kan være adgangsgivende til den del af støtten, som i fremtiden er forbeholdt grønne initiativer.

De nye eco-schemes er nemlig grønne tiltag, som landmænd skal igangsætte, hvis de vil have de sidste 25 procent af den støtte de er berettigede til gennem deres landbrugsarealer. Og da kartoffelproduktion altså derfor tæller som et eco-scheme i sig selv, slipper avlerne formentlig for at skulle igangsætte nye tiltag for at undgå et tab af støtte på den konto.

Svært at administrere

Carl D. Heiselberg, formand for Danske Kartofler, mener dog ikke, at det kommer til at opveje det tab, som mange kartoffelstivelsesproducenter kommer til at få, når de mister deres tillæg. Han frygter nemlig, at de 116 millioner årligt, der er sat af til det eco-scheme, der omhandler plantebaserede fødevarer, kommer til at bliver spredt meget bredt ud. Han tror, at administrationen af ordningen kan blive rigtig svær.

- Hvis det skal gøres ved hjælp af satellitter, så tror jeg på, at det kan blive rigtig svært at holde styr på. Der er jo ikke nogen, der for eksempel kan se, hvad de sukkerroer, der ligger i en bestemt mark, skal bruges til, mener han. 

- Derfor kan jeg godt frygte, at der kommer til at blive meget store arealer, der vil komme til at passe under det her eco-scheme.

Han ser derfor ikke kartoffelavlernes forholdsvist nemme adgang til et eco-scheme som en kompensation oven på tabet af tillæg til kartoffelstivelsesproduktion.

- Nej, jeg tror, det er fordi, man vil det grønne. Men man skal også huske på, at landmændene nemmere kan gå med på det grønne, hvis de har penge, de kan investere for, siger kartoffelavleren.

Det er endnu uvist, om læggekartofler kan komme til at tælle under eco-scheme for plantebaserede fødevarer, men resten af kartoffelproduktionen kan passe under ordningen.