– Vi skal jo holde hjulene i gang. Men selvfølgelig skal vi tage hensyn til hinanden, konstaterer Kim Toftegaard, Mørkledet Maskiner ved Dronninglund, der i skyggen af corona-pandemien forleden tog et nyt initiativ i maskinforretningen: drive-in-betjening.

Kunderne kan således på bedste McDonald’s-vis køre op til det store vindue ved Kim Toftegaards kontor og modtage deres varer uden den store smitterisiko.

- Vi har gjort det for at begrænse risikoen for at blive smittet, men også for at få folk til at trække lidt på smilebåndet. Jeg vil ikke gøre grin med corona-epidemien, men gøre opmærksom på, at vi altså stadig har åbent, og alting ikke går helt i stå, forklarer maskinhandleren, der har fået positive tilbagemeldingerne på tiltaget.

Trods tiltaget kan Kim Toftegaard dog godt mærke, at telefonen er lidt mere stille end sædvanligt.

- Men det er nu ikke noget, der holder mig søvnløs om natten. Vi skal ikke klage i forhold til de service-virksomheder, der virkelig er hårdt ramt. Jeg vil gerne give landmændene stor cadeau for at fortsætte arbejdet, mens mange andre ting er gået i stå. Markerne skal stadig passes og dyrene skal stadig fodres. Derfor er der også stadig brug for reservedele, siger maskinhandleren, der primært gør det i brugte John Deere og Hydrema-maskiner samt diverse småting.

Og en lidt mere stille telefon betyder ikke, at der bliver trillet tommelfingre hos Mørkledet Maskiner.

- Man kan jo altid bruge tiden på et eller andet. For eksempel til at få ryddet op. Så vi keder os ikke, siger Kim Toftegaard, der har en enkelt ansat.