Nu lukker grænserne – udenlandske ansatte har fortsat adgang
Regeringen oplyser, at hvis man arbejder eller bor i Danmark, så er der fortsat adgang fra udlandet til Danmark. Det samme gælder for alle danske statsborgere.

Udenlandske medarbejdere, som her en polsk driftsleder i en svinebesætning, vil fortsat kunne krydse grænsen og passe sit arbejde i Danmark. Foto: Morten Ipsen
Nu, klokken 12, lørdag den 14. marts, lukker alle danske grænser. Samtidig vil al transport med fly, færge og tog blive helt eller delvist lukket for at forhindre spredning med coronavirus, oplyser statsministeren.
De lukkede grænser og dertilhørende grænsekontrol løber til og med den 13. april. Det betyder, at alle udlændinge uden »anerkendelsesværdige formål i Danmark« vil blive afvist ved grænsen. Danske statsborgere vil altid kunne komme ind.
- Vi står på ubetrådt land. Vi står i noget, som ingen af os har prøvet før. Jeg er sikker på, at vi kommer igennem det her sammen. Lige nu ved jeg godt, at det samlede katalog er meget voldsomt og vil opleves meget voldsomt, men jeg er af den klare overbevisning, at det er det værd, sagde statsminister Mette Frederiksen (S) fredag aften på et pressemøde.
Fri adgang hvis man arbejder i Danmark
Regeringen oplyser, at hvis man arbejder eller bor i Danmark, så er der fortsat adgang fra udlandet til Danmark. Det samme gælder for alle danske statsborgere.
Der er også fri adgang over grænserne, hvis man skal hente varer i Danmark - det kan eksempelvis være husdyr til slagtning.
Et almindeligt familiebesøg er ikke et »anerkendelsesværdigt formål«. Myndighederne understreger, at det vil være en vurdering af den konkrete sag, om man ved grænserne har et anerkendelsesværdigt formål.
Det er politiet, der får ansvaret for opgaven. Forsvaret kommer dog også til at være til stede ved grænsen.
Fredag aften oplyste statsministeren, at der var 801 personer i Danmark med konstateret coronavirus. 23 af dem er indlagt på sygehuset, fire af dem på intensiv afdeling. To heraf i kritisk tilstand. Det vurderes, at det egentlige antal smittede er højere.
telefon 63 38 25 48