Limousineauktion går online

Corona-situationen har tvunget Dansk Limousine Forening til at nytænke deres traditionsrige avlsdyrsauktion. Derfor skal auktionen nu foregå online i stedet for fysisk.

Auktionsudvalget og sælgerne nægtede at opgive auktionen og lade alle forberedelserne være spildte, efter coronaens indtog i Danmark satte en stopper for at gennemføre avlsdyrsauktionen på almindelig vis.

Siden statsministerens første corona-pressemøde har de frivillige omkring auktionen og Dansk limousine Forenings hjemmeside derfor arbejdet på højtryk for at få online-auktionen op at stå over de 10 avlstyre, 3 kvier og 2 køer.

Nu mangler kun de allersidste detaljer og tests, for at auktionen over de 15 katalognumre søndag den 22. marts fra klokken 13 kan løbe af stablen på foreningens hjemmeside.

Køberne er også i gang med at forberede sig til auktionen. De studerer stamtavler, katalogbeskrivelser og billeder af dyrene.

Tilgængelighed

Ekstraordinært har hovedparten af sælgerne også lavet små videoer af dyrene som en erstatning for den besigtigelse, som traditionelt finder sted lige før selve auktionen. Disse videoer er, ligesom stamtavler og så videre, tilgængelige via foreningens hjemmeside.

Her kan man også finde auktionsbetingelser og praktiske informationer til byderne.

Medlemmer af Dansk Limousine Forening har automatisk adgangskode til selve bud-siden. Ikke-medlemmer, som er interesseret i at købe, kan forud for auktionen rekvirere en byder-adgang, og har dermed også mulighed for at erhverve sig en ny avlstyr eller et hundyr til egen besætning.

Alle i bestyrelse og auktionsudvalg er spændte på forløbet af online-auktionen. Om køberne tager godt imod online-versionen af den traditionsrige avlsdyrsauktion, så kan det, der lige nu er en nødløsning, måske være inspiration til foreningens fremtidige måde at holde avlsdyrsauktion på.

teba

Læs også