Af Jacob Jensen (V), gårdejer og folketingsmedlem i Sjællands Storkreds

DEBATINDLÆG Det er ingen hemmelighed, at dansk landbrug er under pres. Alene i 2018 måtte 300 landmænd dreje nøglen om blandt andet på grund af en langvarig tørke. 

Dansk landbrug er dog ikke kun presset af dårlig høst og ustabile fødevarepriser. Landbruget er også presset fra en politisk kant. Vi er således meget få tilbage i Folketinget med baggrund fra landbruget. For eksempel er jeg vist den eneste kandidat blandt samtlige i Sjællands Storkreds, der er gårdejer. 

Jeg tror, vi alle er indstillet på den grønne omstilling, og at vi skal have fokus på klimaet, så vores klode også er beboelig for de næste mange generationer. Men klimafanatikerne er helt på månen, når de mener, at landbruget er klimaets største fjende, og at landbrug og klimavenlighed ikke er foreneligt. Det er lodret forkert.  

Den holdning til landbruget forgrener sig desværre til flere venstrefløjspartier. De Radikale har forslået at inddrage en tredjedel af landbrugsjorden. Tankerne falder jo tilbage på den kommunistiske inddragelse af den privatejede landbrugsjord, i statens tjeneste naturligvis.

CO2 kender ingen landegrænser

Det vil i øvrigt også have en negativ effekt på den samlede CO2-udledning. Selv om én tredjedel af dansk landbrug lukkes fra den ene dag til den anden, vil fødevarebehovet være det samme. 

Fødevareproduktionen flyttes blot uden for Danmarks grænser – til Polen eller Tyskland, hvor der er langt slappere klimakrav end i Danmark. Det vil betyde, at verdens samlede CO2-udledning vil stige, og mig bekendt kender CO2 ingen landegrænser.

Partiet Alternativet vil omdanne al dansk landbrugsjord til økologi i 2040. De vil tillige have klimafgift på oksekød og stoppe med al import af foder. Det er fint, at flere og flere landbrug ønsker at omlægge deres produktion til økologi, men det skal ikke gøres med tvang. Og at omlægge alt landbrugsjord til økologi allerede om 20 år, er komplet urealistisk. 

Det er også svært at blive klog på Socialdemokratiets fødevarepolitik. Da Dan Jørgensen var fødevareminister, havde han travlt med mange ting. Men at sikre bedre forhold for landbruget var ikke en af dem – måske lige bortset fra at vælge stegt flæsk som vores nationalret. 

I Venstre har vi gjort flere tiltag for landbruget i vores regeringsperiode. Jeg var selv med til at forhandle finansloven for 2019 på plads, hvor vi gjorde det lettere at lave generationsskifte i landbruget. Vi har også vedtaget Landbrugspakken, som er et regimeskifte i miljøreguleringen af landbruget.

Debat