Hold styr på kassekreditten, mens du sidder i traktoren

Stadig flere landmænd bruger mobiltelefonen til at tjekke de økonomiske nøgletal, og det er der især én god grund til, lyder det fra Margit Skovbjerg, der er forretningschef i Seges.

Af Margit Skovbjerg, forretningschef, Seges

Økonomi er da noget, man roder med på pc’en på kontoret, ikke?

Nej, ikke kun. Naturligvis kan du fortsat tjekke dine økonomital i regnskabsprogrammet på pc’en, men stadig flere landmænd bruger mobiltelefonen til at holde styr på indtægter, udgifter, dækningsbidrag og likviditet. Og det er der især én god grund til:

Med mobilen kan du tjekke økonomitallene, mens du går i stalden, passer dyrene eller sidder i traktoren. Dermed kan du udnytte de små pauser, du har i løbet af en travl hverdag, til at holde løbende styr på økonomien i stedet for at skulle udskyde det til om aftenen, til næste uge eller til næste måned.

Resultatet er, at du lettere kan reagere i tide på uforudsete udfordringer i økonomien i form af eksempelvis en overskredet kassekredit eller vedligeholdelsesomkostninger, der løber løbsk.

Farvel til dårlig samvittighed

Jeg er helt med på, at du formentlig – som de fleste landmænd – er mere interesseret i at passe dine marker og dyr end i at følge med i den daglige udvikling i dit dækningsbidrag.

Men det er faktisk også derfor, at netop mobiltelefonen er så oplagt at bruge: Den gør tallene mere tilgængelige og hurtigere at forholde sig til i hverdagen, så du i sidste ende skal bruge mindre tid på dem. Samtidig behøver du ikke længere have dårlig samvittighed over endnu en gang at have udskudt en aften foran regnskabsprogrammet på kontoret.

Du får også større chancer for at holde budgettet og optimere bedriftens økonomi, hvis du aktivt får indblik i den løbende udvikling i dine økonomiske nøgletal. Har du for eksempel et præcist overblik over, hvor meget dine foderomkostninger har udviklet sig over tid?

Et cockpit i lommen

Hvordan kommer man i gang? Det letteste er at bruge en digital løsning som eksempelvis Dashboard, der trækker data fra regnskabsprogrammet Ø90 og er designet til at fungere lige så godt på en mobiltelefon som på kontorets pc.

Dashboard har den også fordel, at løsningen kan vise en række produktionstekniske data lige fra celletal i mælk til produktionen af grise og køer. Dermed får du bogstaveligt talt et cockpit i lommen, som gør det muligt at holde øje med tallene fra hele din bedrift, uanset hvor du er.

Og nu du er i gang med at gøre mobilen til et af dine vigtigste arbejdsværktøjer, kan du lige så godt gå all in: Markprogrammer som CropManager og FarmTracking fungerer fortrinligt på mobilen, og mobilapplikationen Smartkoen gør det let og hurtigt at foretage registreringer i kvægstalden.

For slet ikke at tale om portalen Landmand.dk, som du kan bruge til at tjekke alt fra bedrifts- og faginformation til prognoser, vejrudsigter og nyheder direkte på mobiltelefonen.

Ses vi på mobilen? Det tror jeg nok, vi gør.

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.

Læs også

Glade for digitalt værktøj
Digitalisering er vejen frem – også når det handler om fødevaresikkerhed
Vigtigt med digitale fyrtårne
Find guldet i dine produktionsdata
Ny løsning til automatisk ukrudtsbekæmpelse